Kommunal-bestyrelsen delt i sag om krudt og kugler
VALLENSBÆK. De Konservative imødekom på seneste kommunalbestyrelsesmøde et ønske om at sælge fyrværkeri på Vallensbækvej 77. De øvrige partier var i mod

Parkeringspladsen på Vallensbækvej 77 indtog på det seneste møde i kommunalbestyrelsen en central rolle i diskussionerne.
Først var der nemlig spørgsmålet om, hvorvidt området kunne bruges til minigolf, og dernæst var der spørgsmålet om, hvorvidt parkeringspladsen omkring nytår kan bruges til salg af fyrværkeri.
Området blev nemlig sidste år brugt til salg af fyrværkeri, og det samme ønske har udbyderen for det kommende nytår.
Derfor har de sendt en ansøgning til Vallensbæk Kommune, og denne blev behandlet på kommunalbestyrelsesmødet den 25. maj.

Ikke kommuneopgave
Og under debatten viste det sig, at kommunalbestyrelsen var delt på midten.
Således mente Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, at det ikke, som de formurede det i en fælles udtalelse:
– Er en kommunal opgave at lægge jord til salg af fyrværkeri, idet det kan medføre, at borgere kommer til skade. Udsalgsstedet ligger tæt på villaområdet, og borgere føler utryghed ved at have containere med fyrværkeri stående i baghaven. Kæledyr bliver skræmt, når sælgeren demonstrerer fyrværkeri på stedet.
Hertil kommer, ifølge de tre partier:
– At en leje på kun 0,2 % af en estimeret omsætning ikke er udlejning på de markedsvilkår, der gælder andre iværksættere.

Manglende logik
Under debatten havde Kenneth Kristensen Berth (DF) svært ved at få øje på logikken taget sagen om minigolfbanen på samme område i betragtning:
– Nu har de Konservative netop stemt nej til et minigolfanlæg på adressen Vallensbæk 77. Det var sådan set noget, som borgerne i Vallensbæk Nord havde kunnet haft gavn af. I stedet vil man bruge pladsen til at sælge fyrværkeri fra. Det forstår jeg simpelthen ikke.
Der i følge Kenneth Kristensen Berth nemlig flere problemer med sagen:
– Det er for det første alt for tæt på boliger, og dermed alt for farligt. For det andet gives der også lov til at man kan sprænge fyrværkeriet i luften, så det skal borgerne i Vallensbæk Nord så lytte til alle aftener frem mod nytår. For det tredje er der vores firbenede venner. De er forsvarsløse over for den megen bulder og brag.

Særlige kår
Desuden mente Kenneth Kristensen Berth, at udyderen sidste år havde fået nogle særlige vilkår:
– Sidste år var der også salg af fyrværkeri fra grunden – uden at vi i kommunalbestyrelsen havde haft lejlighed til at drøfte det – og her blev der hængt en masse grimme gule skilte op, der pegede potentielle kunder i retning af fyrværkeriudsalget. Det er jo sådan set ikke i overensstemmelse med de regler, der gælder for skiltning i kommunen. Men der blev der ikke skredet ind over for. Det forstår jeg ikke. Uanset hvor megen respekt og begejstring Konservative har over for denne fyrværkeriimportør, så må reglerne være ens for alle. Og er der ikke tilladelse til at hænge alle disse skilte op, så kan de ikke blive hængt op.

Pludselig tilladelse
Også Venstre forholdt sig på mødet kritisk til salget af fyrværkeri. Således sagde Niels Jørgensen:
– Sidste år op til nytår, dukkede der pludselig et telt og container op på P-pladsen ved modelskibssøen, beregnet for salg og lager af fyrværkeri. Efter nytår fik jeg på et møde i Teknik og Miljøudvalget oplyst, at det var en ren forvaltningsmæssig beslutning om at give tilladelse til spejderne om at sælge fyrværkeri der. En beslutning, der undrede mig, at kunne være taget af forvaltningen alene. Det viser sig så nu efterfølgende, at borgmesteren også havde været med inde over tilladelsen, mens vi andre ikke fik nogen information.
Dette fik ifølge Niels Jørgensen konsekvenser:
– Der blev efterfølgende udtrykt ønske eller krav om, at en sådan bevilling skulle behandles politisk, idet en del af os var usikre på lovlighed og hensigtsmæssighed ved et sådant fyrværkerisalg tæt op af beboelse og på kommunens arealer

Koster ikke kommunen
Det endte dog med, at flertallet i kommunalbestyrelsen, De Konservatives otte medlemmer, imødekom ansøgningen. En beslutning, der blev taget med følgende bemærkning:
– Det ønskede areal stilles til rådighed i en periode på maksimalt 14 dage, så der kan sælges fyrværkeri fra den 27. december til den 31. december 2016. Der betales 1.500 kr. for dette.
Efterfølgende sagde Henrik Rasmussen (K), borgmester, om Kenneth Kristensen kritik af, at De Konservative havde en holdning i en sagen om fyrværkeri og en anden i sagen om minigolf:
– Der er ikke tale om samme argumentation. Ansøgningen om tilladelse til at opsætte telt i 14 dage til fyrværkerisalg er ikke knyttet til økonomiske forpligtelser for kommunen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top