Letbanen endeligt vedtaget
Glostrup-Station-2.jpg
HELE OMRÅDET. Tirsdag eftermiddag blev letbanen på Ring 3 endeligt vedtaget. Glostrups borgmester er glad for, at projektet nu kan køre videre

Efter flere måneders forsinkelse blev letbane endeligt vedtaget i Folketinget tirsdag eftermiddag. Det var egentlig meningen, at letbanen skulle være vedtaget den 31. marts, men det blev af flere gange udskudt, ind til det altså endelig lykkedes at få vedtaget letbanen i går.
– Det betyder, at nu er vi tilbage på sporet. Jeg synes, vi har været ude på omveje. Jeg kunne også konstatere, at der var enighed i Folketinget om letbanen, siger John Engelhardt (V), borgmester i Glostrup.

Flere omveje
Først var det en medarbejder fra Cowi, der såede tvivl om letbanens økonomi, så var der fra flere sider forslag om at undersøge en busforbindelse i stedet og til sidst var det nødvendigt at øge kommunernes finansiering, for at imødekomme kritik fra statsrevisorerne.
Oprindeligt var det planen, at udbuddet af letbanen skulle starte i april. Det bliver først efter sommerferien, da Trafikministeriet gerne vil have tid til at regne hele projektet igennem en gang til.
– Der er en granskning involveret i det her, der betyder at vi lige efter sommerferien kan gå i gang med udbuddet, siger John Engelhardt.
Udbuddet tager omkring et år, og først derefter går arbejdet med at gøre plads til letbanen i gang.
Letbanen bliver 28 kilometer lang og skal køre fra Ishøj til DTU i Lyngby. Den får 28 stop, heraf to i Vallensbæk, to i Brøndby og fem i Glostrup. Første tur kan efter planen køres i 2023.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top