Nye skilte i kampen mod parkeringsproblemer
Parkering-1.jpg
Det er blevet besluttet at investere i nye anvisningsskilte omkring Sportsbyen, der skal afhjælpe trafikale parkeringsproblemer. Foto: Illustration: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Kommunalbestyrelsen har besluttet at påbegynde arbejdet med forbedring af parkeringsforholdenen ved Stadion

På kommunalbestyrelsesmødet den 18. maj blev det besluttet, at Brøndby Kommune vil investere i etablering af parkeringsvisning, der viser antal ledige parkeringspladser omkring Sportsbyen.
Formålet er at kunne give information om ledige parkeringspladser ved store arrangementer og dermed imødegå de trafikale udfordringer, der for eksempel er i forbindelse med fodboldkampe mellem Brøndby og FC København.

Skal afhjælpe kaos
Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik og Miljøudvalget, er godt tilfreds med beslutningen:
– Vi har i kommunalbestyrelsen bevilget en god million til tavler og signaler. Det er jeg glad for. Beboerne omkring stadion har haft kaos på deres veje ved store kampe på stadion. Det håber jeg vi kan forbedre. Nu går forvaltningen i gang med at se på detaljerne.

Vise ledige pladser
Ideen er, fortæller Vagn Kjær-Hansen, at det skal være lettere for billisterne at finde ledige parkeringspladser:
– Det, som er tanken, er skilte, som henviser til ledige P-pladser foran stadion, ved rådhuset, ved Priorparken, og ved den nye jernbane når vi kan lave en parkeringsplads der, formentlig om nogle år. De skal stå, hvor bilisterne kommer, når de er på vej til stadion, men det er endnu for tidligt at sige, hvor det præcist bliver. Det skal forvaltningen først til at arbejde med nu.
Og Vagn Kjær-Hansen håber, at billisterne vil gøre brug af skiltene:
– Skiltene betyder, at bilisterne kan se, hvor der er ledige pladser. Det ansporer dem til at udnytte de pladser, altså parkere dér i stedet for rundt omkring på villavejene. Skiltene vil gøre det lettere for bilisterne at køre direkte til et ledigt parkeringsområde, så de ikke spilder tid og benzin med at køre rundt og lede.

Sprede parkeringen
De kommende anvisningskilte kan i følge Vagn Kjær-Hansen tæller parkeringspladserne:
– For at skiltene kan vise, hvor der er ledige pladser, skal der være tællere ved ind- og udkørsler til parkeringspladserne. Med informationer fra de tællere kan en lille computer beregne, hvor mange ledige pladser der er hvert sted.
Og de kan også vise billisterne hen til andre parkeringsmuligheder:
– Ved store kampe på stadion er der ikke parkeringspladser nok, uanset hvad vi gør. Men tavlerne kan også vise bilisterne vej til parkeringspladser lidt længere væk fra stadion og på den måde sprede parkeringen yderligere.
Der vil dog stadig kunne forekomme problemer efter kampene, siger Vagn Kjær-Hansen:
– Der vil stadig være bilkøer, når alle skal hjem efter kampen. Her er det andre tiltag som skal bruges, for eksempel at styre lysreguleringerne mere præcist i vejkrydsene omkring stadion.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top