Brøndbyvester Skole får profil
Olivia_Mille_Sarah_Clara.jpg
Mille, Olivia, Sarah og Clara har alle søgt ind på den humanistiske linje på Brøndbyvester Skole efter sommerferien, hvor de nye profillinjer begynder. Foto: Brøndby Kommune
Til næste år begynder de nye 7. klasser på Brøndbyvester Skoles nye profillinjer. Det skal øge elevernes motivation og højne det faglige niveau

– Jeg tror, det bliver sjovere at gå i skole, når vi har profillinjer – man kan vælge efter det, man interesserer sig for, og man kommer i nye klasser. Jeg kan godt lide at høre om kulturer, så jeg valgte den humanistiske linje, forklarer Sarah på 12 år.
Efter sommerferien begynder hun i 7. klasse med blandt andet Oliva, Mille og Clara, som også har valgt, at deres udskolingsår skal være på humanismelinjen, hvor fokus er på sprog og kulturer.
Andre af deres klassekammerater har valgt sig ind på formidling/musik, adventure, science eller idrætslinjen.

Krydderi og fordybelse
De nye profilklasser er så populære, at der sidder ca. 27 elever i hver, og det glæder skoleleder Joachim Kjølberg.
-Vi synes, alle skal have et valg i 6. klasse, så de kan søge noget, de gerne vil, så de kan få en 7., 8. og 9. klasse, hvor de har lyst til at lære og dermed kan opnå et højere fagligt niveau. Profillinjerne skal tjene som et krydderi på undervisningen, hvor der er mere tværfaglighed, endnu højere faglighed og mere tid til faglig fordybelse. Desuden sætter det turbo på elevernes personlige udvikling, at de bliver kastet ud i nye klasser og skal danne nye relationer; relationer hvor det i endnu højere grad er det faglige, man er fælles om, fortæller skoleleder Joachim Kjølberg.

Alternativ undervisning
Alt efter hvilken linje, man har valgt, vil linjens fokus gennemsyre hele ens skema, og eleverne vil desuden have en ugentlig profildag, hvor de arbejder i dybden med deres tema. Det kan være her, scienceholdet kigger på stjerner eller her hvor adventureholdet tager på mountainbiketur i skoven.
– Nu skal vi i gang med vores første år, hvor vi skal tilpasse og finpudse konceptet med profillinjer. Og vi skal leve op til, at undervisningen rent faktisk også bliver anderledes på profillinjerne, men det er jeg sikker på sker – lærerne har været med i tilblivelsesprocessen gennem det sidste år og på profillinjer kan man jo sætte deres forcer i spil og udnytte, at det lærerne brænder for, også er det, de er bedst til, siger Joachim Kjølberg.

Spændte elever
Tilbage i klasselokalet, hvor Olivia, Mille, Clara og Sarah for første gang er ude i deres nye klasse, er der stor tiltro til, at de næste tre skoleår på den nye profillinje bliver en succes.
– Først synes jeg, det var ærgerligt, vi skulle have nye klasser – men nu synes jeg, det er en rigtig god ide og jeg interesserer mig meget for de sproglige fag, dansk, fransk og engelsk, og det glæder jeg mig til at få mere af på humanismelinjen, siger Olivia og suppleres af Mille på 13:
– Jeg tror, vi får et højere niveau i undervisningen, og så er det spændende at komme i en ny klasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top