Thea 7’er til EM
SPORT. Thea Jensen var i finalen til U18 EM i atletik, hvor det blev til en 7. plads og ny dansk rekord

Det lykkedes fredag 15. juli den 17 årige Thea Jensen fra Glostrup, med en toppræstation, at støde sig i finalen med et rekordkuglestød på 16.37meter. Det foregik ved det historiske første U18 EM i atletik afholdt i Tbilisi i Georgien. Det var stegende hedt i solen med temperaturer over 40 grader på det vindstille stadion. Alligevel formåede Thea at blive den blot anden danske kvinde igennem tiderne i en international kuglestødsfinale.
Finalen blev afholdt lørdag aften i mere rimelige 35 graders varme. I finalen skulle alle tolv deltagere indledningsvis have tre forsøg. Thea lagde ud med 15.34 og 15.56 meter. Hun skulle støde bedre end cirka 15.60 meter for at være blandt de otte deltagere, der ville få yderligere tre forsøg. Thea var selvsikker og støder i tredje forsøg den 3 kg tunge kugle ud på hele 16.05 meter – igen over 16 meter – og tre ekstra forsøg samt top-8 placering var hjemme. Ivrig og opsat på at avancere, gik hun i ringen og trykkede alt hvad hun kunne, men overtræder desværre to forsøg og afslutter jævnt med 15.36 meter.
– Der var meget mere at hente. Jeg kunne mærke, at jeg havde gode ben og at jeg kommer godt ind i power-position, men jeg kunne desværre ikke holde det gode tryk fremad, siger Thea og griner:
– Til DM (ungdom) kommer den og så skal der stødes langt!

Glad træner
Sportschef i Hvidovre Atletik & Motion og personlig træner Michael Bruun Jepsen supplerer:
– Det har været en rigtig god konkurrence og Thea demonstrerer ved dette EM, at hun hører til på den internationale scene. Hun rammer to ud af tre af sine bedste stød ved mesterskabet og uimponeret af de tårnhøje konkurrenter, arbejder hun utroligt fokuseret og er ingen let konkurrent. Thea avancerer næste år til U20 gruppen og går da op på 4 kg kuglen. Her vil hendes høje tekniske niveau og imponerende fysiske styrke blive en stor fordel. Men inden da skal vi fejre det gode resultat og feriere en uges tid inden DM forberedelserne går i gang.
EM guldet gik til den mere end to hoveder højere Moldaver Alexandra Emelianov, der stødte formidable 18.50 meter og forbedrede sin personlige rekord med mere end en meter. Det bringer hende i top på Europa- og verdensranglisten.
Thea lavede det bedste danske kuglestødsresultat nogensinde ved et internationalt mesterskab, hvilket avancerer hende en plads frem til 8. pladsen på Europaranglisten. Og ikke nok med dette nye personlig bedste, er det også ny dansk U18 rekord og P17 rekord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top