Alternativt forslag
af Michael Steenbjerg Solvej 4 2600 Glostrup Kommunalbestyrelsen har gang i en større visionsplan for Glostrup bymidte, og der er i den forbindelse opstillet plancher i Glostrup Shoppingcenter med skitser over, hvordan bymidten fremadrettet kunne se ud. Jeg undrer mig imidlertid over, at man har valgt kun at fremlægge ét oplæg til bymidtens fremtidige udformning, […]

af
Michael Steenbjerg
Solvej 4
2600 Glostrup

Kommunalbestyrelsen har gang i en større visionsplan for Glostrup bymidte, og der er i den forbindelse opstillet plancher i Glostrup Shoppingcenter med skitser over, hvordan bymidten fremadrettet kunne se ud.
Jeg undrer mig imidlertid over, at man har valgt kun at fremlægge ét oplæg til bymidtens fremtidige udformning, især fordi kommunalbestyrelsen har fået udarbejdet endnu et oplæg. Hvordan kan det være, at det oplæg, der er udarbejdet af Gehl Architects, ikke er fremlagt på lige fod med det udstillede forslag?
Kommunen fremhæver selv Gehl Architects som ”en førende aktør i design af gode byrum.”
Kan det være rigtigt, at det område, som Gehl Architects fremhæver som ”grøn oase i bymidten som kontrast og pause til den fortættede og aktive by, der omkranser bebyggelsen” og selvsamme område, som der for få år siden blev udarbejdet en lokalplan for, hvor det blev betragtet som værende bevaringsværdigt, skal jævnes med jorden og erstattes af boligblokke?
Mit indlæg må ikke misforstås som en kritik af, at der gøres noget ved området omkring Glostrup Bymidte. Men en kraftig undren over, at man ikke kan gennemføre det uden at jævne et helt boligkvarter med jorden. Udnyt dog de tomme arealer, uudnyttede områder og bygninger, der ikke fungerer (f.eks. G2 shoppingcenter), og lad ikke den flotte vision gå ud over borgerne i byen.

Svar

Af borgmester John Engelhardt (V)

Tak for dine synspunkter.

På baggrund af de samtaler som vi har haft i Glostrup Shoppingcenter med beboere i området, hvor du bor, er der ved at blive udarbejdet alternative visualiseringer, som vil blive fremlagt snarligt. Oplægget fra Gehl Architects har på ingen måde været hemmeligt og har længe været tilgængeligt for alle interesserede på kommunens hjemmeside. Kommunalbestyrelsen var faktisk enige om, at oplægget er et vigtigt input blandt mange i processen. Og så er vi da heldigvis ganske enige om, at de tomme og døde steder i byen skal omdannes til mere spændende og livlige områder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top