Apoteket klar til nye udfordringer
apotek.jpg
Om halvanden uge er der kasser her til at betjene apotekets kunder i Glostrup Shoppingcenter. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. 26. august åbner Glostrup Apotek en ny afdeling i Glostrup Shoppingcenter. Det er en af Kristian Østergaards nye fingeraftryk på det gamle apotek

Midt i Glostrup ligger Apoteket i en af byens ældste bygninger. Tidligere i år overtog Kristian Østergaard apoteket.
– Det har været en spændende proces. Jeg har været her i 21 år, men det er interessant at sætte sig for enden af bordet og sætte sit eget aftryk på virksomheden, siger han.
Et af de aftryk, han har sat på virksomheden, er udvidelsen med en ny filial i Glostrup Shoppingcenter. Den nye apotekerlov gør det muligt for apotektere at oprette filialer op til 75 kilometer væk fra hovedapoteket. Kristian Østergaard har valgt at holde det til få hundede meter, for at få en lokal forankring.
– Det er vigtigt for mig at forankre os som lokalt apotek. Jeg ønsker at øge tilgængeligheden for vores vare og rådgivning. Vi har for eksempel sundhedsuger, hvor der er mange kunde relaterede arrangementer med besøg af læger og folk med forstand på vores plejeprodukter, siger han.
Apoteket i centret får samme åbningstid som centrets øvrige specialforretninger. Det vil være muligt at afhente stort set alt receptpligtigt medicin i butikken i centret, og der vil være de samme øvrige produkter tilgængeligt.

Leverer til zoo
Glostrup Apotek er for mange lokale bare et almindeligt apotek, men de laver faktisk også en del ualmindelig ting.
– Vi er nu landets næststørste apotek med 90 ansatte. Udover selve apoteket har jeg en produktionsafdeling i Glostrup. Det er for eksempel det eneste sted i Danmark, hvor der bliver produceret medicinsk cannabis. Vi rådgiver derfor også politikerne i spørgsmålet om der skal lukkes yderligere op for brugen af medicinsk cannabis, siger Kristian Østergaard.
Medicinproduktionen er dog ikke kun til mennesker. En del af det medicin, der bliver produceret i Glostrup bliver solgt til Zoologiske haver i hele Danmark. Her bliver der ind i mellem arbejdet med noget meget eksotisk medicin. For eksempel får de nogle produkter hjem fra Sydafrika, der kan bedøve en elefant.
Kristian Østergaard har også en virksomhed i Priorparken i Brøndby, hvor han dosispakker medicin til for eksempel plejehjem, så de ældre får en pakke med hele dagens medicin.
– Vi levere ompakket medicin både til os selv og til andre, siger han.

Slut med døgnåbnet
Som mange sikkert ved, er det snart slut med døgnåbne apoteker. Det er en politisk beslutning, der er blevet udskudt et par gange, men lige nu er planen, at apoteket i Glostrup ikke længere skal være døgnåbnet fra 1. januar 2018. Her vil åbningstiden blive reduceret til 06 til 24.
– Langt de fleste kunder kommer indenfor det tidsrum. Det er meget få, der kommer mellem 24 og 06, siger Kristian Østergaard.
Han vil gerne fortsætte med at servicere kunder, der kommer uden for normale butikkers åbningstider.
– Vi har et opland på 250.000 indbyggere. Vi ligger centralt placeret på Vestegnen, tæt på veje, stationen og akutklinikkerne i området, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top