Børnene er tilbage i trafikken
DSC_2843.jpg
I går var der skolestart i Brøndby. Det betyder også, at der igen er mange børn i trafikken, som man skal være opmærksom på. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. I går bød Brøndbys skoler nye og gamle elever velkommen tilbage efter sommerferien. Det betyder igen mange børn og unge i trafikken

Vanen tro deltager Brøndby Kommune i årets skolestartskampagne ”Børn på vej” fra Rådet for Sikker Trafik.
Kampagnen og skolerne sætter igen i år fokus på, hvordan alle elever kan blive hjulpet godt på vej i trafikken.
– I Brøndby har vi hele tiden fokus på at gøre skolevejen endnu mere sikker. Men de helt små elever kan ikke altid selv overskue, hvad der er farligt i trafikken. Derfor opfordrer vi til at forældrene træner med dem, ligesom vi i skoletiden også sætter trafiksikkerhed på skemaet. Og i år har vi også valgt at tage de store elever med. Vi vil samtidig via store plakater minde bilisterne om, at de skal lette foden fra speederen og passe på alle de mange små trafikanter, siger Jane Krog, der er leder af skoleområdet i Brøndby Kommune.

Trafik på skemaet
I modsætning til tidligere år er det ikke kun de helt små elevers trafiksikkerhed, der er på skoleskemaet. Også teenagerne og sågar 10. klasses eleverne har adfærd i trafikken på skemaet. Det er nemlig ikke kun de små, nye trafikanter, der er sårbare i trafikken, men også de unge 13 – 16-årige, som faktisk er de skolebørn, der oftest kommer til skade i trafikken.
Derfor er der i år også udarbejdet kampagnemateriale til de større elever, der via film og spændende konkurrencer – og med et glimt i øjet – skal lære de større elever at være ung i trafikken.
Brøndby Kommune har desuden igen i år et samarbejde med politiet, der vil være til stede ved skolestarten på de enkelte skoler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top