Søndag 22. oktober 2017
Selvfølgelig var Middelalderlandsbyen med i Sommersjov. Foto: Brøndby Ungdomsskole
En sommer fuld af sjov
BRØNDBY. Igen i år har Brøndbys børn og unge taget godt imod Sommersjov. Også arrangørerne er tilfredse
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 17. august 2016, 10:25:00

Traditionen tro inviterede Brøndby Ungdomsskole og samarbejdspartnere kommunens 1.-10. klassebørn til en lang række aktiviteter fordelt over alle seks ugers skoleferie.
Mere end 4.000 pladser på ture eller lokale aktiviteter tyder på, at man i Brøndby har ramt et godt match mellem målgruppe, behov og sammensætningen af tilbuddet.

De vigtige guider
Fra der på første feriedag blev blæst til afgang mod BonBon-land, og til det sidste skumsprøjt fra Ungdomsskolens egen speedbåd havde lagt sig fredag før skolestart, var der fuldt fart på Sommersjov.
Et resultat af mange års erfaring, en nysgerrighed efter hvad børn og unge selv efterspørger, og ikke mindst en dedikeret medarbejdergruppe.
– Guidernes engagement, overblik og ansvarsfølelse er det, der bærer Sommersjov, udtaler afdelingsleder Ruzica Kukolj, der i årevis har stået i spidsen for både planlægning og afvikling.
– Vores arrangementer har igen i år været kendetegnet ved god stemning, sammenhold og gensidig respekt, og det er guidernes fortjeneste, at vi uanset, hvor vi kommer frem, bliver mødt med åbne arme. Der er styr på tingene, og alle børn ved, at de har et ansvar for at repræsentere Brøndby på den bedst mulige måde.

Tradition og fornyelse
Et godt Sommersjov-program byder på masser af det, børnene kender fra tidligere, og så lidt nyt til de nysgerrige. Dette år var ingen undtagelse, og blandt nyhederne var turen til Camp Adventure på Sydsjælland, hvor klatreglade i alle aldre snildt kan få en dag til at gå. Blandt klassikerne var turene til de store forlystelsesparker.

Ude godt og hjemme
Men én ting er det gode samarbejde med en række kommercielle aktører, en anden er den indsats, der på lokalt plan ydes af Brøndbys foreninger og institutioner. Uanset, om man har været med på busturene eller prøvet kræfter med en ny fritidsaktivitet i lokalområdet, har der været fulde huse og stor tilfredshed.
Kim og Helene Schiøttz Hansen har haft deres 9-årige søn med på en bred vifte af tilbuddene og er ikke i tvivl om betydningen:
– Udover turene, som han har været rigtig glad for, så har han prøvet svømning, minigolf og parkour, og han har efterfølgende besluttet at starte til både svømning og parkour. Netop fordi han har haft det sjovt, og Sommersjov har givet ham gode oplevelser med utroligt søde og dygtige instruktører.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER