Fem nye cykelstier i Brøndby Kommune
Brøndbyøster-Torv-Principskitse.jpg
Et af de steder, hvor der skal etableres cykelstier er på Brøndbyøster Torv. Foto: Illustration: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Det skal være trygt og sikkert at færdes på to hjul i Brøndby, derfor anlægges nu fem nye cykelstier

Nu bliver det nemmere for cyklister i Brøndby at komme omkring. I løbet af august starter kommunen nemlig på at anlægge fem nye cykelstier.
– Jeg er glad for, at vi får gjort det mere sikkert for cyklister at færdes i Brøndby Kommune. Vi fik heldigvis mange gode input til vores trafikhandlingsplan, og har nu sat gang i fem cykelstier, som Kommunalbestyrelsen har vedtaget sammen med visionerne i trafikhandlingsplanen. Vi kigger løbende på, hvordan det kan blive endnu nemmere og endnu mere trygt at bruge cyklen som transportmiddel i Brøndby. Derfor glæder det mig, at vi får etablereret fem nye cykelstier i kommunen her i efteråret, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Vagn Kjær-Hansen (SF).

Brøndbyøster Torv
Langs Brøndbyøster Torv (øst- og vestsiden) går kommunen snart i gang med at etablere nye ensrettede cykelstier langs fortovene. Det betyder, at vejbanens bredde bliver mindre, og der bliver mere sikre cykelforhold. Kommunen ser også på parkeringspladserne – muligheden for skråparkeringspladser fremfor de nuværende vinkelrette parkeringspladser langs det grønne parkområde, da det er mere sikkert for alle trafikanter. Sikkerheden for cyklisterne højnes, og problemet med at utrygge cyklister benytter fortovet vil forhåbentlig forsvinde.

Cykelsti ved Politiskolen
Et andet sted, der bliver lavet cykelsti, er langs vestsiden af Brøndbyøstervej mellem Avedøre og Brøndbyøster landsby. Her er der i dag kun en smal dobbeltrettet cykelsti. Der bliver etableret en 300 m lang ensrettet cykelsti på østsiden af Brøndbyøstervej ud for Bakkegården og Brøndbylund, således at cyklister, der cykler mod nord, ikke skal krydse Brøndbyøstervej to gange eller køre på kørebanen. Der kommer også vejbelysning på østsiden af Brøndbyøstervej.
Endelig sørger Brøndby Kommune for, at der kommer to nye ensrettede cykelstier langs Brøndbyøster Boulevard ud for Politiskolen og fjernvarmeværket i forlængelse af de eksisterende cykelstier.
– Samtidig prøver vi at sænke bilernes hastighed ved at gøre kørebanerne smallere. I dag lægger de brede kørebaner op til, at bilerne kører 60 km/t, selv om Brøndbyøster Boulevard er skiltet til 50 km/t. Når cykelstien tager 2,5 m, bliver vejen smallere, og flere bilister vil overholde de lovpligtige 50 km/t. Det vil give mere tryghed, både for cyklisterne og for de mange skolebørn, der krydser vejen til og fra skole, siger Vagn Kjær-Hansen (SF), formand for Teknik- og Miljøudvalget.

De nye cykelstier forventes alle klar til brug i løbet af oktober 2016. Udover disse projekter vil Supercykelstien på Gammel Køge Landevej blive åbnet til september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top