God skolestart i trafikken
DSC_2844_32-1.jpg
I følge politikommissær Steen Lyth er skolestarten trafikalt set gået godt i år. Foto: Heiner Lützen Ank
HELE OMRÅDET. I sidste uge begyndte børnene i skole igen, og det er gået godt i trafikken, er medlingen fra politiet

– Det er gået godt. Der har været nogle fine eksempler i den første uge. Således sammenfatter politikommissær Steen Lyth, leder af færdselspolitiet i Københavns Vestegns Politikreds den første uge i trafikken, efter at børnene er tilbage i skole.
– Der er tydeligvis nogle, der har øvet skolevej, inden de skulle af sted. Det er godt at se.

Hverdagen truer
Hvert år er der ved skolestart fokus på trafiksikkerheden. Det har også været tilfældet i år, siger Steen Lyth. Alligevel siger erfaringen også, at når først hverdagen tager rigtig fat igen, så kan det også mærkes i trafikken:
– Træerne vokser ikke ind i himlen. Men hvis vi giver børnene nogle god oplevelser her fra starten, så er det altid noget. Det kan ikke tages fra dem igen.
Selvom fokus primært er på de allermindste, er det også vigtigt at holde øje med de lidt større børn, siger Steen Lyth:
– De mindste bruger de større børn som rollemodeller, så derfor holder vi også øje med dem og forsøger at give dem nogle gode vaner.

Vigtig opgave
Det danske politi befinder sig i en presset situation. Der bliver således brugt store ressourcer på blandt andet at løse opgaver ved grænsen. Noget der kan mærkes på andre områder. Alligevel har Københavns Vestegns Politi prioriteret indsatsen ved skolestart, siger Steen Lyth:
– Vi synes, det er en vigtig opgave. Derfor har beredskabet, der ellers normalt ikke tager del i disse opgaver, været en del af det. Samme med lokalpolitiet og færdselspolitiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top