Mandag 23. oktober 2017
Det grønne er sandsynligvis en hårnål. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Jernaldergrave fundet i Hvissinge
GLOSTRUP. De arkæologiske undersøgelser i foldene ved Parcelgården har afdækket fire grave fra jernalderen
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 3. august 2016, 09:31:43

For omkring 1700 år siden blev en kvinde begravet, i det område, hvor der tidligere har været hestefolde til Parcelgården, og hvor der i fremtiden skal bygges nye rækkehuse.
Kvinden blev begravet i en lille båd, der var skåret ud af et helt stykke træ, hun blev begravet med en krukke, som vi endnu ikke kender indholdet af.
Derudover et dyr, sandsynligvis et får, der var skåret midt over og iført sit fineste tøj, med et bæltespænde, to sikkerhedsnåle ved skulderen til at holde tøjet på plads og nåle i håret.
Ved siden af hende har arkæologerne fundet yderligere tre grave, der dog ikke er lige så rige på indhold og ikke lige så velbevarede som kvindens grav.
– Kvindens grav er exceptionelt velbevaret. Der har været noget kalk i jorden, der har bevaret graven. Der lå sten ovenpå, som plovene ikke har fået fat i i årenes løb, siger udgravningsleder Bo Jensen fra Kroppedal Museum.

Øvre middelklasse
Gravens rigdom tyder på, at kvinden har tilhørt den øvre middelklasse.
– Kvinden har været rimeligt højt oppe i det her samfund. Vi har fundet grave fra samme periode, der er meget rigere, men denne er også rigt udstyret. Vi har efterhånden så mange forskellige grave fra den periode, at vi kan sige noget temmelig sikkert om samfundet på den tid, siger Bo Jensen og uddyber:
– Det var et meget hierarkisk samfund. Der er bebyggelser, der er meget større end andre, og inden for de bebyggelser er der gårde, der er noget større end andre. Det tyder på, at der har været nogle magtstrukturer, og de er gået i arv. De ledende slægter har giftet sig med hinanden. Eliten har haft et internationalt netværk og har sandsynligvis haft kontakt til Romerriget. Vi har fundet eksempler på varer, der er importeret langt væk fra, så der må have været en samhandel, siger han.
Denne kvinde var dog ikke en del af eliten, men den øvre middelklasse.
– Der må ligge en samtidig bebyggelse indenfor et par kilometer. Det kan enten være en mindre landsby, og så er dette et familiegravsted eller en større gård. De har ikke begravet deres døde lige udenfor landsbyen, men det var også grænser for, hvor langt de kunne gå. Men landsbyen kan sagtens være gået tabt under motorvejen eller noget andet byggeri, siger Bo Jensen.

Udstilles senere
Nu skal fundene først vaskes og konserveres. Derefter skal det analyseres, så den præcise alder kan fastslås, og arkæologerne skal finde ud af, hvad der var i krukken. Det vil sandsynligvis tage nogle måneder. Derefter kan det være, at kvinden kan komme tilbage til Glostrup og blive udstillet.
– Vi kan meget ofte lave nogle lokale, midlertidige udstillinger. Det kræver, at det er et sted med opsyn og nogle sikrede montre, men for eksempel rådhuse plejer at leve op til kravene, siger Bo Jensen.
Derudover er det muligt, at kommunen vil bevare stedet, hvor gravene er fundet. Dels på grund af den historiske værdi, og dels fordi nogle mennesker helst ikke vil bo lige ovenpå en gammel gravplads.
– Hvis det kan lade sig gøre arkitektonisk og økonomisk, så vil vi prøve at rykke lidt rundt på husene, så det område kan holdes frit. Der lå nogle store sten ovenpå graven, det kan være, de kan blive bevaret på stedet og blive et vartegn for området, siger borgmester John Engelhardt.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER