Klar til jubilæumsweekend
festival.jpg
Kat Stephie synger Disney sange på scenen. Foto: PR-foto
GLOSTRUP. Den helt store fejring af Glostrups 825 års jubilæum er denne weekend. Det starter fredag på Glostrup Torv og fortsætter lørdag og søndag ved stadion

Så er fejringen af Glostrups 825 års jubilæum i gang. Fejringen startede officielt ved Glostrup Park Stafet, som blev afholdt tirsdag efter deadline på denne avis. Men der kommer for alvor gang i sagerne i weekenden.
Det hele starter fredag på Glostrup Torv, hvor der er aktivitet fra klokken 11. Her vil der være errindringsdans for beboere og brugere på ældrecentrene.
Fra kl. 15 til 19 vil der være aktiviteter arrangeret af Folkebladet og Glostrup Shoppingcenter. Her vil der være en hoppeborg, der vil være kage og lemonade i centret og ikke mindst den musikalske underholdning. Kat Stephie kommer og synger Disney-sange kl. 16.30 og 17.30.
Derudover kommer Wolfpack Basket fra kl. 16 til 18. Wolfpack er en overbygning på Glostrup Basket og BMS Herlev, der sammen har et elitehold i den næstbedste række. Holdet har mange U19 landsholdsspillere, og de kommer og skriver autografer og hjælper børn og voksne med at skyde efter en basketkurv.

Lørdag og søndag
Lørdag morgen fra kl. 9 er der morgenmad til de morgenfriske på Glostrup Torv. Kl. 10.30 er der optog fra Rådhuset til Glostrup Stadion, og optoget holder et roligt tempo, for man regner først med at være fremme omkring kl. 12. Optoget går ude på selve Hovedvejen, som derfor vil være lukket i et par timer.
Ude på pladsen vil der være en masse aktiviteter fra foreninger og virksomheder i Glostrup. På scenen spiller for eksempel Citybois og Søs Fenger.
Søndag kommer Glostrups egen Bjørn Tidmand og synger.

Godt vejr
Ifølge DMI kan Glostrup forvente godt vejr til festivalen.
– Vi har et højtryk på vej ind over den nordlige del af Europa, der sender varm luft op over landet, så vi får nogle dage med varmt og fint vejr. Det ser ud til, vi får den varmeste dag fredag med temperaturer op omkring 28 til 30 grader fredag eftermiddag. Lørdag får vi omkring 22 grader og søndag et par grader mere. I løbet af søndagen nærmer der sig nogle skyer fra Sydvest, men det ser ud til, at vi får tørvejr hele weekenden, siger vagthavende ved DMI.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top