Renoveringen af Vestbadet går ud over svømningen
IMG_7272.jpg
Ifølge formanden for Svømmeklub Vest, kommer det til at kunne mærkes, at 50 meter bassinet forsvinder fra Vestbadet. Foto: Heiner Lützen Ank
BRØNDBY. Når renoveringen af Vestbadet begynder i efteråret, kommer det til at kunne mærkes i Svømmeklubben Vest, og det kan koste medaljer

Efter planen bliver det første spadestik taget til renoveringen af Vestbadet i løbet af efteråret. Et spadestik, mange har glædet sig til.
Blandt andet de lokale politikere i Brøndby og Rødovre, der har forsikret, at så mange aktiviteter som muligt vil fortsætte under renoveringen.
En væsentlig del af projektet er, at det nuværende 50 meter bassin skal nedlægges for i stedet at give plads til nye bassiner, der skal gøre Vestbad mere familievenlig.
Men selvom de lokale politikere altså lover, at ombygningen kun i begrænset omfang påvirker aktiviteterne i Vestbadet, så er det næppe tilfældet mener Fritz Ganzhorn, formand for Svømmeklubben Vest:
– Naturligvis bliver vi påvirket af renoveringen. Sæsonen, som netop er gået i gang, har vi i år delt i to. En halvdel indtil jul og en halvdel efter jul. Vi har delvist fået alternative svømmemuligheder stillet til rådighed, men ved jo ikke, om vi kan fastholde vores medlemmer, så situationen for vores klub er bestemt uvis.

Medaljeproblemer
Men ét er problemerne under renoveringen. Noget andet er konsekvenserne på lang sigt:
– Det virkelig bekymrende er resultatet på lang sigt. For det er en alvorlig sag, at 50 meter bassinet bliver fjernet.
Svømmeklubben Vest satser både på bredden og eliten, og når der også skal være plads til eliten, kan det mærkes, at et 50 meter bassin bliver taget ud af drift, siger Fritz Ganzhorn:
– Kommunen startede med at sige, at jo man ikke svømmede OL på 50 meter, og at det derfor ikke ville få betydning for eliten. Men som enhver netop har set, så svømmer man OL på 50. Så ja, de af vore svømmere, der har de store drømme, kommer til at kunne mærke det, hvis vi ikke længere kan træne på 50 meter.
Ifølge Fritz Ganzhorn er der generelt set mangel på 50 meter bassiner i Storkøbenhavn, når man ser udviklingen i svømmesporten, både motion, elite og triathlon. Selvom Brøndby Kommune har bevilliget et tilskud til svømmeklubben for 2017, så den kan sende svømmere af sted for at træne på den lange distance, så kommer det til at kunne mærkes i klubben:
– Vi er glade for tilskuddet, men kommunen har gjort det klart, at man kun vil give dette engangsbeløb. Det rækker kun til en halv sæsons træning én gang om ugen, så fremadrettet skal vi som idrætsklub selv ud og købe os til træningsfacilitet udenfor kommunen. Det kommer til at koste nogle penge, og dermed kan man godt sige, at medaljerne bliver dyrere for os. Men vi giver ikke op.

Sats også på svømning
Brøndby satser kraftigt på idræt og flere klubber, der holder til i byen, klarer sig godt, for eksempel Brøndby Volleyball Klub og både BIF’s kvinder og herrer.
Derfor håber Fritz Ganzhorn også, at kommunen på længere sigt vil have fokus på svømningen:
– Det ville da være skønt, hvis vi fik et egentlig svømmestadion eller bare en ny hal, der kun er til svømmesport og ikke samtidig skal være badeland, måske i Sportsbyen. Det ville have stor betydning for os.
Derfor ser Fritz Ganzhorn også vemodigt frem til dagen, hvor det første spadestik til renoveringen af Vestbadet skal tages:
– Brøndby og Vestegnen var i mange år foran på svømmeområdet. Vi var danmarksmestre for hold i flere sæsoner og havde mange landsholdssvømmere. Det skyldtes i høj grad Vestbadet og 50 meter bassinet. Svømmeklubbens medlemmer tilbød i sin tid at være med til at grave ud til Vestbadets indendørs 50 meter, så det er trist at selvsamme bassin nu nedlægges.

1 kommentar om “Renoveringen af Vestbadet går ud over svømningen”

  1. Maureen Isabel McCarthy siger:

    Helt enig i Fritz Ganzhorns betragtninger om det sørgelige,i at kommunen har belsuttet at Vestbadets 50m bassin skal nedlægges og svømmehallen laves om til et vandland. Det er triste for elitesvømmere, og så for os, der kan lide at svømme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top