Torsdag 19. oktober 2017
Kilde: Lokalt Erhvervsklima 2016
Arbejdet er her jo
VALLENSBÆK. Dansk Industris måling af det lokale erhvervsklima viser, at halvdelen af virksomhederne i Vallensbæk har haft forgæves rekrutteringer
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 21. september 2016, 10:43:32

I følge den undersøgelse af det lokale erhvervsklima, som Dansk Industri (DI) for nylig udsendte, har hver anden virksom i Vallensbæk prøvet forgæves at søge efter arbejdskraft. Ifølge undersøgelsen kan udfordringerne føre til, at virksomheder i Vallensbæk, og andre steder, hvor der er lignende problemer, kan have svært ved fuldt ud at udnytte deres potentiale. En pointe Mattias Tesfaye, medlem af Folketinget for Socialdemokraterne og valgt i Brøndbykredsen, er enig i:
– De her tal understreger et stort problem på Vestegnen. For aldrig har så mange mødt på arbejde, og alligevel kan det være svært at rekruttere nye medarbejdere for nogle virksomheder.

Det lokale behov
Ifølge Mattias Tesfaye er der tale om et problem, der, selvom det viser sig i forhold til Vallensbæk, ikke er et isoleret problem for kun denne kommune:
– Det paradoksale er, at der rundt om Vallensbæk findes andre kommuner, hvor mange unge ikke får en uddannelse og beskæftigelse. Men de her tal viser jo, at jobsene faktisk er her.
Og det gør situationen, selvom den er alvorlig, unik:
– Budskabet er jo, at man faktisk ikke behøver at flytte for at finde et job. Andre steder, hvor det er svært at finde arbejde, er man desuden nødt til at flytte. Det er man ikke her på Vestegnen.
Og der er brug for, at de unge finder arbejde, og ikke flytter, understreger Mattias Tesfaye:
– Vi har brug for, at de unge ikke flytter, for vi har brug for dem her.

Vejledning og fortælling
Skal misforholdet mellem efterspørgslen efter arbejdskraft og de unge, der står uden uddannelse og arbejde, elimineres, skal kommunerne på Vestegnen have fokus på det, de allerede har, mener Mattias Tesfaye:
– Jeg tror, det blandt andet gælder om at gøre erhvervsvejledningen meget konkret, og i Vallensbæk har man jo for eksempel hjemtaget UU-vejledningen. Det kan være meget godt.
Desuden gælder det om, siger Mattias Tesfaye, hvilken stor ramme uddannelse og arbejde bliver talt ind i:
– Det er også vigtigt, at vi får fortalt, at en gymnasial uddannelse ikke er det eneste rigtige. Der findes mange gode eksempler og historier på håndværkere, der klare sig rigtig godt. Den historie skal også frem.

Tæt samarbejde
Om udfordringerne siger Henrik Rasmussen (K), borgmester:
– Jobcentrets primære mål er at få ledige i arbejde, så i mine øjne er det en succes, at der ikke står ledige i alle faggrupper klar til at springe til, når virksomhederne henvender sig. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt for Vallensbæk Kommune at være attraktiv for erhvervslivet og tiltrække virksomheder.
Her er dialog vigtig, understreger Henrik Rasmussen:
– Vi er i tæt dialog med virksomhederne og tilbyder opkvalificering til borgerne med blandt andet AMU-kurser, så de matcher erhvervslivets behov. Senest har vi arrangeret ’prøv en kæmpetruck’ og prøver den vej at tiltrække borgere til chaufførfaget, hvor der mangler arbejdskraft.
Desuden er det tværkommunale samarbejde vigtigt, siger Henrik Rasmussen:
– Vi arbejder aktivt sammen med de andre kommuner langs den kommende letbane om at skabe smarte transportveje for både pendlere og virksomheder.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER