Døgnrapporten uge 37
Uddrag af døgnrapporten fra Københavns Vestegns Politi

Mand kørte påvirket af stoffer
GLOSTRUP.
Tirsdag den 6. september kl. 22.36 blev en personbil bragt til standsning på Hovedvejen i Glostrup, hvor føreren, en 21-årig mand, blev sigtet for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Ved ransagning blev manden ligeledes fundet i besiddelse af flere forskellige former for narkotika.

To unge udsat for gaderøveri
BRØNDBY.
Onsdag den 7. september kl. 16.30 blev to unge mennesker, på hhv. 16 og 21 år, udsat for gaderøveri på Turpinsvej i Brøndby, da en kvinde tog kontakt til den 16-årige pige og spurgte, om de kendte hinanden og derefter sprøjtede peberspray i pigens ansigt. Pigen og hendes 21-årige kammerat blev beordret ned på jorden, hvorefter de fik tildelt flere spark af kvinden med pebersprayen samt to ydereligere personer, der var stødt til. De stjal pigens taske og forsvandt fra stedet.

Gerningsmændene beskrives som:
A: Kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, 18-20 år, ca. 165- 170 cm. høj, almindelig af bygning, har rødt hår med krøller og var iklædt en sort Adidas-trøje og sorte cowboybukser.
B: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 20-22 år, ca. 180cm -190 cm. høj, kraftig af bygning med kort, mørkt hår og var iklædt mørk tøj. Han var maskeret med en grøn/sort skimaske på hovedet.
C: Kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, ca. 165 cm-170 cm. høj, almindelig af bygning med mørkt, glat hår og var iklædt mørkt tøj.

Bilbrand
BRØNDBY
. Onsdag den 7. september kl. 23.06 blev det anmeldt, at der var brand i en varebil ved Brøndby Strand Centrum. Brandvæsnet var i gang med at slukke den overtændte bil, da politiet ankom. Bilen endte totalt udbrændt, ligesom branden havde forsaget store varmeskader på en nærholdene bil. Politiet efterforsker årsagen til branden.

Listetyv
BRØNDBY.
Natten til torsdag den 8. september brød en ukendt gerningsmand ind i en villa på Styrmandsvej i Brøndby, mens husets ejer lå og sov. Vedkommende fik afgang til huset ved at knuse en rude i husets bryggers.

Indbrud i personbil
BRØNDBY.
Fredag den 9. september om aftenen brød en ukendt gerningsmand ind i en personbil på Dyringparken i Brøndby. Vedkommende knuste en rude i bilen og stjal flere personlige ejendele.

Ung mand stukket med kniv
VALLENSBÆK.
Søndag den 11. september kl. 03.25 blev 22-årig mand fundet ved Vejlegårdsparken i Vallensbæk med et stiksår i sit ene lår. Politiet og en ambulance ankom og bragte manden til Rigshospitalet for behandling. Manden fortalte, at han blev overfaldet af to ukendte gerningsmænd, som skubbede ham i jorden, hvorefter de slog ham flere gange. Da gerningsmændene løb fra stedet, opdagede han, at han blødte kraftigt fra sit ene ben. Han kan ikke beskrive gerningsmændene yderligere, da begge var maskeret.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Vest på telefon 72 58 79 65, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Mand sigtet for kørsel i frakendelsestiden
GLOSTRUP.
Søndag den 11. september kl. 18.28 blev en personbil bragt til standsning på Østbrovej i Glostrup, hvor føreren, en 46-årig mand, blev sigtet for at køre i frakendelsestiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top