Flere pladser til genoptræning
GLOSTRUP. Der er 20 millioner til at bygge flere plejehjemspladser, der kan bruges midlertidigt til borgere, der kommer hjem fra hospitalet. Det bliver state of the art, siger udvalgsformand

Der skal bruges ti millioner kroner næste år og ti millioner kroner igen i 2018 nye midlertidige plejeboliger. Under den titel ligger der ikke boliger, der skal rives ned igen, de bliver liggende. Det er derimod boliger, der kan bruges midlertidigt, for eksempel når borgere fra Glostrup bliver udskrevet fra hospitalet og ikke kan klare sig selv.
– De nuværende midlertidige boliger er ikke gode nok, det er firemandsstuer, siger Lars Thomsen (V), formand for Social- og Sundhedsudvalget.
– Det nye bliver 20 enkeltmandsstuer. Hvis Fru Jensen skranter hjemme i sit eget hjem, skal hun have et ordentligt boost med mad og genoptræning. Det vi arbejder hen imod er noget, som ingen andre på vestegnen har, hvor vores medarbejdere kan give dem den bedste mulige pleje. Det bliver state of the art, uddyber han, og understreger, at udformningen ikke er vedtaget endnu.
– Vi har ikke besluttet hvordan det skal se ud, men mon ikke jeg får min vilje.
Også Flemming Ørhem (DF) er glad for, at firesengsstuerne nedlægges.
– De får bedre forhold, det betyder mere privatliv. Det rager ikke andre, hvilke medikamenter man får. Når sygeplejesken deler ud, er der ingen grund til at tre andre mennesker skal følge med i, hvad man får, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top