Glostrup skal have flere unge, der uddanner sig på asfalten
GAME_Glostrup.jpg
GAME i Glostrup søger flere unge frivillige. Foto: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. Glostrups børn og unge skal fortsat have mulighed for at bevæge sig ude på asfalten, dyrke idræt på gaden, tage del i streetkulturen og deltage i fede events samt turneringer

De unge, der er frivillige Playmakere i GAME Glostrup, står for at arrangere åbne træninger i gadeidræt. Lige nu mangler Glostrup Playmakere til at drive sporten på asfalten.
Det er gadeidrætsorganisatonen GAME, som uddanner unge fra lokalområdet til selv at gå forrest og inspirere lokale børn og unge til at dyrke idræt. Og i Glostrup skal der være flere unge Playmakere. Alle mellem 16 og 24 år, der har lyst til at lave frivilligt arbejde, som elsker street dance, street basket, gadefodbold eller parkour og har lyst til at møde andre unge fra hele landet, kan melde sig. Første aktiviteter er en fed Playmakercamp i København den 8.-9. oktober.

Unge gør en forskel
En Playmaker gør en stor forskel for andre børn og unge ved at arrangere gadeidræt og events. Det hjælper de yngre børn og unge i gang. Som Playmaker er man med til at arrangere street basket, gadefodbold, street dance eller parkour på asfalten.
– Jeg elsker at være Playmaker, fordi jeg lærer andre unge og børn, der har lignende interesse som jeg, at kende. Det føltes rigtig fedt, når man er med til at gøre dem glade. Det er ret sjovt, for det jeg jo egentlig bare gør, er at arbejde med den sport, som jeg har en passion for. Jeg kan kun anbefale playmakeruddannelsen, den har virkelig klædt mig på til at lave gadeidræt og events i Glostrup, fortæller 24-årige Eva, som er Playmaker og arrangør af et fedt event til kulturnatten i Glostrup.
Nu glæder hun sig bare til at møde nye Playmakere, som hun kan sprede engagement og motivation i Glostrup sammen med.

Vil du være playmaker?
Er du imellem 16 og 24 år, kan du tage uddannelsen som GAME Playmaker. Playmakeruddannelsen består af tre weekend camps fordelt over et år. På hver camp kan man vælge kurser inden for sin yndlingsinteresse. For eksempel at organisere en lokal GAME afdeling, lave events eller blive træner. De unge lærer om lederskab, medborgerskab og fællesskab. Næste Playmaker camp ligger i weekenden den 8.-9. oktober, hvor Glostrup har 10 pladser, der kan besættes. Du vil ikke have udgifter forbundet med aktiviteterne. Man modtager et playmakerbevis, når man har gennemført uddannelsen. Optagelse på uddannelsen søges online på: http://gamedenmark.org/playmaker/

om GAME
GAME er en gadeidrætsorganisation, som arrangerer åbne træninger i street basket, street soccer, dans og parkour i boligområder over hele Danmark samt i gadeidrætshuse i København og Esbjerg. GAME uddanner unge, frivillige GAME Playmakers, der driver de lokale street events og træninger.
Glostrup Kommune samarbejder med GAME, fordi gadeidrætten har nogle gode redskaber til at styrke lighed i sundhed ved at tiltrække børn og unge, som ikke finder vej ind i det etablerede idrætsliv.
GAME Streetmekka København og Esbjerg er gadeidrætshuse i gamle industribygninger, der er renoveret til innovative faciliteter til gadeidræt, streetkultur og fællesskaber.
GAME arbejder også i Libanon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top