God bowlingstart
SPORT. Så er bowlingsæsonen for alvor startet efter sommerpausen, og begge Trekroners hold i Den Frie Bowling Union var i aktion på hjemmebane i Glostrup Bowling Center søndag

I 3. division skulle man møde SAS.
Trekroner satte sig særdeles solidt på kampen og der var faktisk kun spænding om udfaldet i 2. serie, hvor Trekroner blot formåede at vinde med sølle fem kegler. Trekroner vandt således alle 14 point og kunne notere sig for 4273 væltede kegler, mens SAS måtte nøjes med 3656 kegler.
Trekroners hold i 1. division skulle møde Team BBS, et nyoprykket hold fra sidste års 2. division. Klubben består primært af elitespillere fra andre københavnske klubber, og Trekroners forventninger inden kampen var at undgå et alt for stort nederlag.
Det viste sig dog, at man kunne lægge disse bekymringer til side. Samlet væltede Trekroner 4610 kegler og sikrede sig otte point for fire vundne serier. Team BBS væltede dog samlet flest kegler, nemlig 4832 og sikrede sig seks point.
Klubben har fra denne sæson alle sine hjemmekampe i Glostrup. Det er en konsekvens af den omstrukturering, der har været inden for dansk bowling. Kampene i Den Frie Bowling Union spilles i Glostrup, Rødovre, Tårnby, Gladsaxe og Taastrup.
Trekroner har desuden toandre hold tilmeldt i Dansk Bowling Forbunds Øst-divisioner.
Her deltager man i 3. og 4. division. Mange af disse kampe foregår over det meste at Sjælland, og Trekroner har de tidligere turneringer mødt alle de sjællandske hold.
Næste gang Trekroner skal i aktion er i den kommende weekend, hvor man i 3. og 4. division skal møde Slagelse, VBI og Holbæk BC.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top