Ikke ekstra åbningstid på genbrugspladsen
BRØNDBY. På det seneste KB møde besluttede et flertal, at åbningstiderne på genbrugspladsen skal forblive som hidtil

På det seneste kommunalbestyrelsesmøde i Brøndby skulle de lokale politikere forholde sig til, hvorvidt åbningstiderne på genbrugspladsen skulle udvides.
Således var der fire forslag i spil. Tre forslag der på forskellig vis omhandlede udvidede åbningstider, herunder et forslag om døgnåbent, og et forslag, der bibeholder status quo, altså bibeholdelse af de nuværende åbningstider, alle dage mellem kl. 9.00 og 17.00.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Vagn Kjær-Hansen (SF) mente således, at man med afsæt i den seneste tilfredshedsundersøgelse blandt brugerne af genbrugspladsen burde udvide åbningstiden. Helst så han, at man udvidede åbningstiden med en time en eller flere dage om ugen.
Et forslag, som et flertal bestående af SF, Venstre og Dansk Folkeparti, var enige om, da sagen blev behandlet i Teknik- og Miljøudvalget.
Sagen endte dog, på Socialdemokraternes ønske i kommunalbestyrelsen på det seneste møde, den 14. september, og her kunne Socialdemokraterne sammen med Enhedslisten træffe beslutning om, at åbningstiderne skulle forblive som hidtil.

Kommer til at koste
Franz Hansen (S) var overbevist om, at brugerne er meget godt tilfredse med de nuværende åbningstider:
– Langt de fleste er usædvanlig godt tilfredse med den nuværende åbning, så der er ingen grund til at ændre.
Desuden mente Franz Hansen, at selvom et skitseret forslag om at udvide åbningstiden med en time på enkelte eller flere dage ifølge mødematerialet ikke ville koste ekstra, så ville det blive dyrere i længden:
– Selvom der står, at det ikke koster ekstra, så kommer der altid noget til, og det er borgerne, der kommer til at betale. Det skal vi undgå.
Til det siger Vagn Kjær-Hansen:
– Socialdemokraterne og Enhedslisten mener ikke, at der er behov for den ekstra åbningstid. Franz Hansens argument om at der ofte kommer ekstraudgifter er et tomt argument, man altid kan komme med. Jeg synes ikke, det tilfører debatten noget nyt, hvis Franz ikke kommer med noget konkret om, hvad det er, som koster mere.
Desuden mente Vagn Kjær-Hansen, at flere havde efterspurgt udvidet åbningstid på genbrugspladsen:
– 23 procent af brugerne på genbrugsstationen siger i brugerundersøgelsen, at de har behov for længere åbningstid. Det de fleste ønsker er timen fra 17-18, hvor der tidligere har været åbent. Forvaltningen siger, at det ikke kræver flere ansatte, idet man kan rokere rundt på arbejdstiderne og derved dække en time mere.
En holdning Kurt Damsted fra Venstre bakkede op om:
– Det er ærgerligt, at vi ikke udnytter de muligheder, der er.
Flertallet, bestående af Socialdemokraterne og enhedslisten besluttede at bibeholde de nuværende åbningstider.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top