Ingen respekt fra Socialdemokraterne til vores veteraner
Af Lars Thomsen (V), formand Social og Sundhedsudvalget Har netop været til Flagdag i Glostrup Kommune. Kommunens måde at sige tak til alle dem, der har været udsendt, både de militære, men også alle de civile, der har været udsendt på vegne af Den Danske Stat. Vi må heller ikke glemme de pårørende til de […]

Af
Lars Thomsen (V), formand Social og Sundhedsudvalget

Har netop været til Flagdag i Glostrup Kommune. Kommunens måde at sige tak til alle dem, der har været udsendt, både de militære, men også alle de civile, der har været udsendt på vegne af Den Danske Stat. Vi må heller ikke glemme de pårørende til de udsendte.
Det er helt naturlig for mig at deltage. I dette tilfælde deltager jeg som repræsentant for Venstre og som medlem af Kommunalbestyrelsen. Jeg er selv professionel soldat og ved, hvordan det er at være væk fra ens familie og venner. Hvilket afsavn man accepterer for at tjene Staten.
Det mindste man som lands eller lokal politiker kan gøre, er at møde op og hædre de nuværende og tidligere udsendte og ikke mindst de, som har ofret livet for Danmark.
Der er åbenbart ingen af de socialdemokratiske medlemmer af Kommunalbestyrelsen i Glostrup, der ønsker at ære vores udsendte og ikke mindst dem, der døde under udførelsen af deres tjeneste. At SF eller Enhedslisten heller ikke mødte op var nok mere forventeligt. Men Socialdemokrater I skulle skamme jer.

Skam dig selv, Lars
Af
Freddie Rose, socialdemokraterne, Glostrup

Socialdemokraterne bakker gerne op om støtten til vore veteraner, og det ved alle, altså undtagen Lars Thomsen fra Venstre.
Jeg plejer personligt at deltage på flagdagen, men var altså forhindret i mandags. At konkludere, som Lars gør, er både barnligt og usagligt, og det fortæller blot mere om Lars Thomsen end om os andre.
Sidste års arrangement var fint tilrettelagt og afviklet, men hvor meget det reelt fylder hos den enkelte, kan være svært at vurdere.
For Lars Thomsen er det blot en lejlighed til at puste sig op, og det er så hans valg.
Upassende og egentlig ganske skandaløst at forsøge at slå politisk plat på så alvorlig en sag.
Respekt for Lars og hans kommentarer kan jeg ikke mobilisere.
Det er begrænset og vel kun symbolsk, hvor meget en kop kaffe med brød, en borgmestertale og flagdag kan hjælpe en traumatiseret tidligere soldat.
Mon ikke hovedvægten skal lægges på hjælp og støtte fra læger og psykologer?
Det tror jeg.
Men Lars Thomsen er desværre nok uden for rækkevidde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top