Mange mænd mødtes om nyt mødested
Mændsmødestederfoto.jpg
Mange var mødt op for at høre om Mænds Mødesteder i Brøndby. Udvalgsformand Per Jensen (S) var glad for tilslutningen. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. 60 mænd tog imod invitationen til at høre om, hvordan man kan starte mandemødesteder op i Brøndby, et sted hvor lysten driver værket

En for en myldrede det ind med Brøndbymænd i Træningscentret ved den tidligere skole Nørregaard, da Mænds Mødesteder inviterede til opstartsmøde torsdag den 1. september 2016. I løbet af tre timer hørte de 60 fremmødte om baggrunden for Mænds Mødesteder og fik inspiration til, hvordan det kan gøres i Brøndby, inden Kim Vilfort holdt oplæg om sine bedrifter på og omkring fodboldbanen og svarede på de mange spørgsmål, mændene havde.
Arrangementet sluttede af med, at udvalgsformand Per Jensen (S) klippede snoren til det hus tæt på Træningscentret, der kan huse Mænds Mødesteder, og der blev serveret mad og drikke for de mange fremmødte, mens snakken gik.

Klippede snoren
– Det glæder mig meget, at så mange har valgt at komme og høre mere om, hvordan mænd kan mødes omkring deres interesserer i lokale fællesskaber i Mænds Mødesteder. Nu handler det om, at de interesserede mænd får etableret konkrete fællesskaber og siden holder ved dem. Det er det vigtige arbejde, som jeg håber lykkes, fortæller formand Social- og Sundhedsudvalget Per Jensen, der holdt tale, inden snoren blev klippet til det hus, Mænds Mødesteder må slå sig løs i.
Mænds Mødesteder er non-profit og ikke-kommercielle mødesteder for mænd. Konceptet startede i Australien og har spredt sig til hele verden, også ni danske byer. Formålet er, at mænd kan være sammen om meningsfulde projekter i deres eget tempo og i selskab med andre mænd, man kan for eksempel mødes over madlavning, fiskeri, kortspil, computer eller noget helt andet, alt efter interesse.

De mange muligheder
På opstartsmødet gav to repræsentanter fra Mænds Mødesteder i Stevns inspiration til, hvordan et mødested kommer godt op at stå. I Stevns mødes 72 mænd mellem 50 og 93 år til en række aktiviteter i deres mødested, fra sløjd til dart. Og Brøndbys friluftsvejleder, Nicolai Bidstrup, gav tilhørerne ideer til, hvordan man kan få gratis oplevelser ved at benytte sig af kommunens naturtilbud og ved at gå på opdagelse i byens foreningstilbud.
– Jeg har for eksempel talt med både skydeklubben, modeljernbaneklubben, golfklubben, Middelalderlandsbyen og Marinehjemmeværnet i Brøndby Havn, der alle meget gerne vil tage imod en gruppe fra Mænds Mødesteder, vise jer rundt og give en smagsprøve på deres tilbud. Vi bor i en skøn kommune, der er rigtig mange tilbud, man skal bare opdage dem, lød opfordringen fra friluftsvejlederen.

I den kommende tid vil man arbejde på at samle interesserede mænd og forsøge at etablere Mænds Mødesteder i Brøndby. Interesserede kan stadig nemt være med, kontakt tovholder Gitte Laustrup, Træningscentret på gilau@brondby.dk, tlf. 43282747.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top