2600-pris til pædagog og håndboldtræner
2600prisen.jpg
Anette Meier fra Arbejdernes landsbank overrakte 2600-prisen til Peter Jørgensen, der er pædagog på Broager. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Peter Jørgensen har modtaget dette kvartals udgave af 2600-prisen for altid at stå til rådighed og være en god rollemodel for børn og unge

Mandag i sidste uge overraskede Anette Meier fra Arbejdernes Landsbank og Gitte Krogsgaard fra Glostrup Kommune en pædagog på Hvissingegårdens afdeling Broager.
Det var Peter Jørgensen, der ud over at være en dygtig pædagog også er frivillig håndboldtræner.
Det var Rikke Sværke Madsen, der havde indstillet Peter til 2600-prisen. Og både Rikke og hendes børn havde heldigvis kunnet holde tæt med hemmeligheden, så Peter blev rigtig overrasket, da han fik prisen overrakt.

Hjælper med rokketand
Rikke Sværke Madsen er mor til børn på Broager. Hun beskriver Peter således:
– Jeg mødte første gang Peter, da mit ældste barn startede i Broager i 2008. Dengang var han bare en ung fyr, som skulle have et midlertidigt job, indtil han besluttede, hvad han ville læse. Peter skilte sig dog hurtigt ud fra de andre unge pædagogmedhjælpere. Ligesom nogle af de andre unge fyre kunne han spille fodbold og tumle med børnene og få dem til at hikke af grin. Men han kunne meget mere end det. Han kunne se børnene, som de personer de er, og han kunne møde dem anerkendende, understøttende og udfordrende, så de blev dygtigere og gladere i hans nærvær, skrev hun i indstillingen.
Efter utallige opfordringer fra forældre og kollegaer valgte Peter heldigvis at læse til pædagog. Det blev han færdig med denne sommer og arbejder nu på Broager som pædagog.
Og selvom Rikke Sværke Madsens børn er gået ud af Broager, kommer de stadig forbi ind i mellem og siger hej til Peter.
– Mine egne børn har nu forladt institutionen, men går stadig med jævne mellemrum ind til Peter og får en god snak, et varmt kram og eventuelt hjælp til en rokketand. Det er nemlig kun Peter, der får lov til at hive dem ud, skriver Rikke.

Deadline for næste 2600 pris er 26. oktober. Og sig ikke noget til den, du indstiller, så han eller hun kan blive ligeså overrasket som Peter.

2600 prisen

Formålet med 2600-Prisen er at sætte fokus på og belønne gode gerninger i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk. Hvert kvartal tildeler Arbejdernes Landsbank 2600-Prisen til den eller de personer, der selv eller i kraft af en organisation/klub har gjort en særlig forskel for byen og/eller byens borgere.
Kender du en ildsjæl, der fortjener at blive hyldet, så send din indstilling inklusiv din begrundelse via mail til 2600prisen@al-bank.dk senest den 26. oktober. Med prisen følger – foruden æren – et diplom og 2.600 kroner. Dommerkomitéen består af Anette Meier fra Arbejdernes Landsbank, Mette Hviid Togsverd fra Folkebladet og Gitte Krogsgaard fra Glostrup Kommune. Husk at prisen er en overraskelse, så lad være med at sige noget til personen, du indstiller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top