Ældrerådet: Pengene kunne have lunet
VALLENSBÆK. Ældrerådet i Vallensbæk ærgrer sig over, at der bliver færre penge til ældreområdet på næste års budget, end der kunne have været

– Der kunne da bestemt godt være brug for den ekstra portion penge, for der bliver flere ældre, og flere af dem får det dårligere, for eksempel i form af demens, siger Friederike Wenning, formand for Ældrerådet i Vallensbæk som kommentar til den strid, der er opstået mellem Dansk Folkeparti og de tre partier bag budgettet for 2017.
I sit høringssvar til budget for 2017, skriver Ældrerådet blandt andet:
– Af andelen af værdighedsmilliarden, nemlig kr. 2,4 mio. som Vallensbæk vil kunne få bevilget for 2017, vil den ene mio. allerede være reserveret til det underskud, man har opnået ved at reducere de svageste ældres vilkår i form af den halve times opsparing pr. uge.
Dermed har forligspartierne bag budgettet taget af opsparingen, mener Friederike Wenning:
– Der er, hvordan man end vender og drejer det, færre penge at fordele på ældreområdet, end der kunne have været. Det kan vi ikke rigtig acceptere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top