Belgien på inspirationsbesøg i Brøndby
Belgien-besøg.jpg
Betty Commeyne (t.v.) og Sonja Cassiman var med flere pædagogkolleger fra Belgien på studiebesøg i Brøndby. Her er de på Børnehuset Strandbos legeplads, som de var meget imponerede over. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. De store legepladser, dyr i børnehaven og en respektfuld tone var noget af det, der gjorde stort indtryk på et belgisk besøg i to af Brøndbys daginstitutioner

Tidligere på året besøgte en belgisk minister med delegation flere af Brøndbys daginstitutioner for at samle inspiration og se, hvordan man tilrettelægger det pædagogiske arbejde i Danmark. På den baggrund fik Brøndby forleden igen besøg fra Belgien, da seks belgiske pædagoger besøgte Børnehuset Himmel og Hav og Børnehuset Strandbo for at få indblik i hvordan man tænker trivsel, læring og udvikling for småbørn i Brøndby. Det var Sonja Cassiman og Betty Commeyne, der kommer fra en institution midt i Bruxelles, der besøgte Børnehuset Strandbo. Her var de på studiebesøg et par dage og oplevede, hvordan der blev bagt, lavet rytmik, spist, puttet, leget og arbejdet med sprogstimulering.

Respektfuld dialog
– Det gør indtryk at se, at I har sådan en stor legeplads og lader børnene lege frit. Vi har slet ikke de samme udendørs arealer og vi er meget mere påpasselige med, hvad børnene må – og man er højst ude en time om dagen. Her er det jo nærmest omvendt, lød det fra de to belgiske pædagoger.
De studerede også interesseret Strandbos dyrehold og den måde, de voksne interagerer med børnene på.
– Dialogen mellem børn og voksne er respektfuld og tålmodig. Der tænkes læring og pædagogik ind i små ting som at smøre brødet og tale om, hvad der er en kniv og hvad der er en gaffel. Det vil vi prøve at tage med os, men vi er meget færre voksne til en tilsvarende børnegruppe, så vi har ikke nemme betingelser for det, forklarede Sonja Cassiman og Betty Commeyne.

Med ude og cykle
Også Børnehuset Himmel og Hav havde besøg af belgiske pædagoger, der bl.a. fulgte dagen i vuggestuen og i sproggruppen. En af pædagogerne kom med ud på Christianiacyklen og cyklede med børn og voksne på tur lands indsøerne ned til de nye genbrugs-trolde i Vallensbæk.
– Vores belgiske gæster var meget imponerede over vores hus og vores udendørs forhold – en legeplads med plads til rigtig mange børn og adgang til grønne områder med skov og sø. De er vant til en lille gård, hvor der kun er plads til et par børn af gangen, og de er færre voksne, fortæller Linda Vejlø, leder i Himmel og Hav.
Også sovekrybberne, som børnene sover i, blev studeret med interesse og fotograferet i Himmel og Hav. Det var nyt for de udenlandske gæster, at man lader børnene sove frit og at man inddrager dem ved at lade dem selv gå op af en lille stige til krybben.
– De belgiske pædagoger var generelt meget positive over de forhold, vi har, og det er jo også lærerigt for os at høre om deres arbejdsforhold og at kunne se på vores egne med nye øjne, lyder det fra Linda Vejlø.
Besøgene fra Belgien udspringer af Brøndby Kommunes deltagelse i forskningsprojektet VIDA (Vidensbaseret indsats for udsatte børn i dagtilbud). Herigennem har Århus Universitet anbefalet den belgiske ministerdelegation at besøge Brøndby.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top