Budgetpartier stjæler de ældres penge
Af Carina Kristensen Berth (DF), medlem af Social- og sundhedsudvalget Konservative, Socialdemokratiet og Venstre stjæler med deres budgetforlig for 2017 direkte de penge, som Dansk Folkeparti på Christiansborg har kæmpet for at få afsat til en forbedret ældrepleje. Lad mig forklare. I 2017 modtager Vallensbæk Kommune 2,4 mio. kr. fra den såkaldte værdighedsmilliard. Penge, som […]

Af
Carina Kristensen Berth (DF), medlem af Social- og sundhedsudvalget

Konservative, Socialdemokratiet og Venstre stjæler med deres budgetforlig for 2017 direkte de penge, som Dansk Folkeparti på Christiansborg har kæmpet for at få afsat til en forbedret ældrepleje.
Lad mig forklare.
I 2017 modtager Vallensbæk Kommune 2,4 mio. kr. fra den såkaldte værdighedsmilliard. Penge, som skal bruges på at forbedre ældreplejen i Vallensbæk Kommune.
I budgetforliget for 2017 har de tre partier besluttet at fjerne 1 mio. kr. fra hjemmeplejen ved at skære den såkaldte ”egen tid” bort. Det er tid, som den ældre hjemmehjælpsmodtagere har kunnet disponere over selv til f.eks. indkøb, gåture eller hvad den ældre nu mente at have brug for.
Derpå vælger de tre partier så at genindføre den ekstra tid ved at tage halvdelen af det beløb, som de ældre næste år skulle have haft ekstra til forbedret ældrepleje ved at genindføre det, man lige har afskaffet med budgetforliget.
Til foråret er der således kun 1,4 mio. kr. at fordele til bedre ældreomsorg i kommunen.
Dermed tyvstjæler Konservative, Socialdemokratiet og Venstre direkte halvdelen af de ældres penge.
Og hvad er borgmesterens forklaring?
Jo, at han ikke vil være med til at drive landspolitik i Vallensbæk. Sikke noget sludder. Borgmester Henrik Rasmussen har stjålet 1 mio. kr. fra Vallensbæks ældre. Det har ikke noget med landspolitik at gøre. Det har noget at gøre med, at Konservative, Socialdemokratiet og Venstre nedprioriterer de ældre i Vallensbæk.
Det vil vi ikke være med til i DF. De ældre skal have de penge, som Folketinget har besluttet, de skal have. Færdig. Slut. Alt andet er ganske enkelt fuldstændig urimeligt over for vores ældre.

Svar 1: Der bliver ikke taget noget fra de ældre
Af
Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk Kommune

Dansk Folkeparti valgte overraskende at springe fra Vallensbæk Kommunes budgetforlig i sidste øjeblik med henvisning til, at man ikke ønsker at spare på ældreområdet. Men der er ikke tale om besparelser, tværtimod. Ældreområdet bliver tilgodeset med ekstra penge fra ’værdighedsmillarden’ i stedet for fra den tidligere ’ældremilliard’, der nu er gjort til en del af det almindelige bloktilskud. Der er altså tale om, at de ekstra penge til ældreområdet blot tilføres fra en anden pulje. Forligspartierne vil med budgetforliget således sikre, at borgerne får fuldt ud samme service, blot kommer pengene fra en anden pulje.
De seneste nøgletal viser da også, at serviceniveauet på ældreområdet er meget højt i Vallensbæk. Hver gang, der på landsplan i gennemsnit bliver brugt 100 kr. på de ældre, bruger vi 121 kr.
Dette er en tydeligt eksempel på, at Dansk Folkepartis to pladser i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk bliver brugt som en platform for at markedsføre sig landspolitisk.

Svar 2: Forsvarligt og nænsomt
Af
Niels Jørgensen (V), medlem af kommunalbestyrelsen

Dansk Folkepartis tolkning af budgetforliget 2017 er som forventet. Og det er let bare at trække et enkelt isoleret punkt ud og komme med særstandpunkter. – Men DF omgår fuldstændig at forholde sig til, at det er et budgetforlig hvor vilkårene er, at der skal hugges en hæl og klippes en tå. – Budgetoplægget er, at det anses for muligt at reducere ældreområdet med 1 mio., ved bl.a. at se på ændringer om, hvordan gåture, indkøb mv. kan foregå på anden måde, end at det skal være en hjemmehjælper, der er ledsager. At der så tildeles Vallensbæk 2,4 mio fra Værdighedsmilliarden, er jo bare at glæde sig over, og at alle disse penge bruges på ældreområdet, er som det skal være.
Og kære DF, hvor ville I have skåret i budgettet, for at få det til at hænge sammen? – Det her er forsvarligt og nænsomt.

Søren Wiborg (S) er ikke vendt tilbage på Folkebladets henvendelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top