Torsdag 19. oktober 2017
En campingvogn får minderne på gled på Ældrecenter Æblehaven. Foto: Brøndby Kommune
Campingvogn får minder frem
BRØNDBY. En brugt campingvogn er kommet til ære og værdighed i Ældrecentret Æblehavens have – her hjælper den minderne på gled hos beboerne
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 6. oktober 2016, 09:07:19

I et lille års tid har den hvide Wilk Stern de Lux campingvogn, årgang 1987, stået i Æblehavens grønne område, som bruges af de ældre – nogle af dem med demens – der bor i de omkringliggende boliger eller som kommer i daghjemmet.
Pladerne er taget af campingvognen, så den kører ingen steder, til gengæld danner den nu rammen om hyggeligt samvær. Når vejret er godt, finder man havemøblerne frem, lægger den ternede dug på bordet og mødes over hyggesnak og minder om dengang, man selv holdt ferier i campingvogn eller i telt.

Genkalder erindringer
Den hvide campingvogn med de røde striber er købt brugt og billigt af områdeleder på stedet, Janni Høi, der selv er en ivrig campist.
– Vi fik ideen til at installere en campingvogn, da vi på et ideseminar talte om, hvordan vi fik sat vores værdier med selvbestemmelse og omsorg i spil. Med en campingvogn skaber vi noget glæde og fællesskab, og vi bringer borgernes minder om et ungdomsliv frem igen. For beboerne med demens er det en rigtig god måde at få genkaldt en gammel erindring på, som de forbinder med noget trygt og positivt. Sidste sommer lånte vi en campingvogn og her fik vi afprøvet vores ide om at kunne skabe liv og gode stunder, og det bekræftede os i at det kunne være en god investering, fortæller områdeleder Janni Høi.

Lang ønskeliste
Med penge fra stedets støtteforening og fra den årlige markedsdag med loppesalg blev det muligt at købe campingvognen, som Janni Høi fandt billigt på nettet. Men adskillige ting skulle købes til campingvognen og den proces har beboerne været involveret i.
– Da vi havde holdt en lille åbning og inviteret de ældre til at kigge forbi campingvognen, holdt vi et møde med alle interesserede, så vi kunne høre deres ønsker. Hvad ville de fx gerne have i campingvognen? Så jeg har været i gang med ønskelisten og har bl.a. købt markise og flagstangsbeslag og flagstang, forklarer Janni Høi, der ved at udnytte sine kontakter, både privat og blandt kommunens ansatte, og ved at søge på nettet har erhvervet en masse ting, der nu gør, at campingvognen er opdateret efter brugernes ønsker.

I sommerperioden holder man campinghygge i Æblehaven cirka en gang om ugen. Derpå gør man det spontant, hvis vejret er til det. Campingvognen står ude hele året.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER