Fokus på naturvidenskab
Naturvidenskab2.jpg
Nikolaj fra 2. d har bygget robotten med tre propeller på toppen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I sidste uge var der fokus på naturvidenskab. På Ejbyskolen var forældrene inviteret til et eksperimentarium

På Ejbyskolen var der i onsdags masser af liv, da forældrene var inviteret forbi til årets naturvidenskabsfestival. Her havde eleverne lavet forskellige værksteder, hvor man for eksempel kunne få målt sin reaktionshastighed, ved at en elev slap et kosteskaft, og man skulle prøve at gribe det så hurtigt som muligt.
Der var også tre forskellige baljer med vand. En balje var iskoldt vand, en havde lunkent vand og en havde varmt vand. Her kunne man prøve sin kulde/varme fornemmelse. Når man startede med hænderne i det kolde vand, føltes det lunkne vand varmt, men startede man i det varme vand, føltes det lunkne vand koldt.

Robotter
I et lokale har en klasse udstillet en masse robotter, som de har lavet. Det er æsker i alle former og farver, som eleverne selv har udsmykket, og de fleste af dem har en eller flere motorer indbygget. Eleverne kan så forbinde nogle ledninger til et lille batteri, og få propeller eller andet til at dreje rundt.
Ved en af dem sidder Nikolaj fra 2. d. Han har bygget en robot med tre propeller på toppen.
– Mads fra min klasse fandt på den. Han sagde ikke, at jeg skulle bygge den sådan her, men han hjalp mig. Jonathan fandt på, at vi skulle sætte de tre ledninger sammen, så alle tre propeller starter samtidig, siger han.
Han har endda haft robotten med hjemme for at få lavet den helt færdig til forældrene skulle komme.

Interesse for naturfag
På Ejbyskolen har Christian Riedel for andet år været tovholder på naturvidenskabsfestivalen.
– Det er et forsøg på at vække elevernes interesse for naturfag. Vi har i år lavet en kombination af eksperimentaruim og udstilling. Her med robotterne er vi ovre i det innovative. Før havde eleverne Natur og Teknik i skolen, men nu har faget ændret navn til Natur og Teknologi, fordi der skal mere fokus på at bygge teknologi, og det er det, de gør her, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top