Folk med økonomiske problemer skal have råd
IMG_0626.jpg
Louise Svarre Jakobsen, sekretariatsleder i Brøndby Kommune, møder mange borgere, der efterspørger økonomisk overblik, derfor hilser hun den kommende rådgivning velkommen. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Dansk Folkehjælp og Brøndby Kommune arbejder på at tilbyde frivillig økonomirådgivning til familier, der har økonomiske problemer

I et samarbejde med Brøndby Kommune arbejder Dansk Folkehjælp netop nu på at samle et korps af erfarne, frivillige rådgivere, for eksempel nuværende eller bankmedarbejdere, revisorer, jurister eller andre med økonomisk indsigt.
Korpset vil en gang om ugen tilbyde gratis økonomisk rådgivning til borgere i Brøndby.

Behov for rådgivning
– Vi møder en del borgere blandt andet i jobcenteret, der efterspørger hjælp til at få styr på økonomien, fortæller Louise Svarre Jakobsen, sekretariatschef i Brøndby Kommune.
– Det angår både den daglige husholdning, men også de gældsspor, der trækkes fra tidligere dispositioner, eller i forbindelse med etablering ved huskøb eller lignende. Sociale begivenheder som for eksempel skilsmisse kan også have betydning for økonomien. Vi håber, at såvel borgere, der gerne vil have et blik på deres økonomiske situation og potentielle rådgivere vil tage godt imod initiativet med frivillig økonomisk rådgivning, siger Louise Svarre Jakobsen.

Få anonymt overblik
Fra Dansk Folkehjælp er det lederen af den nationale afdeling, John Pedersen, der er primus motor og han understreger, at selvom der i opstarten samarbejdes med Brøndby Kommune, så er rådgivningen anonym, uafhængig og frivillig – både i forhold til kommune og banker m.v.
– Det helt typiske rådgivningsforløb handler om at få skabt et overblik over indtægter og udgifter, og ikke mindst et samlet overblik over den gæld, man har fortæller John Pedersen fra Dansk Folkehjælp.
– Når det er på plads, går vi så, sammen med borgeren, i gang med at få lavet aftaler med kreditorer og på den måde kan vi lave et budget og en tilbagebetalingsplan, som er både realistisk og rimelig.

Stor erfaring
Dansk Folkehjælp har stor erfaring på området. De har igennem fire år for eksempel drevet frivillig økonomirådgivning i Guldborgsund og Lollands kommuner.
Foreningen har også etableret en stribe frivillige rådgivninger, blandt andet i Glostrup, Greve og Herning Indtil videre er det planen, at den økonomiske rådgivning i Brøndby skal finde sted dels i Brøndby Strand, dels i Brøndbyøster.

Har man en økonomisk faglig baggrund, og er man interesseret i frivilligt arbejde to til fire timer om måneden, så er man velkommen til et info- og opstartsmøde torsdag den 13. oktober kl. 16.30-18.00 i Kulturhuset Brønden (lokale 3).
Her vil Dansk Folkehjælp orientere nærmere om planerne for en frivillig økonomisk rådgivning. Tilmelding er ikke nødvendig.
Man kan også henvende sig til John Pedersen, Dansk Folkehjælp på tlf.: 70 220 230 eller post@folkehjaelp.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top