Fredag 20. oktober 2017
Gravearbejdet er her markeret med lilla. Foto: DONG Energy
Gravearbejde i Glostrup
GLOSTRUP. DONG Energy skal have nye kabler, og det vil i de kommende måneder genere trafikken i Glostrup
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 6. oktober 2016, 09:02:29

DONG Energy’s elnetselskab Radius skal udskifte ældre transmissionskabler mellem hovedstationerne på Fabriksparken i Ejby og Roskildevej i Glostrup. Arbejdet sikrer, at stabiliteten af elnettet i området er i top mange år frem. Kabelføringen tager samtidig højde for arbejdet til den kommende Letbane. Gravearbejdet starter i næste uge og vil være afsluttet i midten af december.
Der vil blive udlagt tre nye kabler, der nedgraves tæt sammen som en trekant. Entreprenøren benytter underjordisk boring på kritiske strækninger – for eksempel langs Nordre Ringvej og ved Nordvangskolen. På øvrige strækninger udlægges kablet i en rende, der graves 60 cm bred og 90 cm dyb.

Trafikinformation
Entreprenørfirmaet Kemp & Lauritzen A/S udfører kabellægningen for Radius. Desværre kan de ikke undgå at genere beboere og trafikanter langs vejene, hvor arbejdet foregår: Sofielundsvej, Digevangsvej, Erdalsvej, Dalvangsvej, Hvissingevej / Paul Bergsøes Vej og Hovedvejen.
Den ene vejbane vil være åben, og entreprenøren udlægger køreplader i indkørsler. På de dage, hvor kablet udlægges, tager entreprenøren meget store maskiner i brug og her vil der være nogle støjgener. Strækningen er opdelt i fire kabelstykker på hver cirka 900 meter. Der vil være tydelig skiltning og afmærkning til hjælp for trafikken i de kvarterer, der bruger kabelvejene som daglige adgangsveje.

Forløbet
Arbejdet starter med en underboring under Nordre Ringvej. Herfra videre på østsiden af Nordre Ringvej mod syd, der hvor Fabriksparken munder ud i Nordre Ringvej. Under det videre forløb er DONG nødt til at grave i cykelstien langs østsiden af Nordre Ringvej. Cykelstien vil dog blive holdt farbar, og DONG overholder naturligvis de gældende restriktioner på arbejdstid til mellem klokken 9 og 15 af hensyn til trafik og ”kiggekø”.
Første etape slutter cirka ud for midten af Blåmejsevej med planlagt termin medio oktober. Kabelrenden graves videre ad Sofielundsvej med en styret underboring på en strækning ved Nordvangskolen.
I slutningen af oktober afrundes 3. etape af projektet der, hvor Dalvangsvej krydser Byparkvej. Planlagt termin den 22. november. I november vil der også være arbejde ved Dalvangsvej, Hvissingevej / Paul Bergsøes Vej og Hovedvejen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER