Kulturnat i Stadionkvarteret
Stadionkvarter4.jpg
Sådan ser et køkken ud i en nyrenoveret lejlighed. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. En af nyhederne til årets kulturnat er åbent hus i stadionkvarteret, hvor man kan se, hvordan lejlighederne ser ud, efter de er blevet totalrenoveret

Lørdag den 29. oktober fra kl. 18.00 er der åbent hus i Stadionkvarteret i Glostrup, som i øjeblikket gennemgår en af Danmarks største renoveringer. Arrangementet afholdes i entreprenørteltet overfor Diget 21-27.
Stadionkvarteret er opført i 50’erne og starten af 60’erne for at skaffe boliger til de mange medarbejdere på det nyopførte Glostrup Amts Sygehus.
– Afdelingsbestyrelsen for Stadionkvarteret afholder arrangementet af to årsager. Dels for at fejre Glostrup 825 års jubilæum og dels for at markere renoveringen af vores boligafdeling, hvor første etape af renoveringen snart er færdig, fortæller formanden for afdelingsbestyrelsen Susanne W. Petersen.
– Vi har efter vores opfattelse fået sammensat en alsidigt og spændende program, som vi tror både kan tiltrække beboere, men også for udefra kommende gæster, udtaler medlem af arrangørgruppen Peter Madsen fra afdelingsbestyrelsen.

Program
I entreprenørteltet vil der indledningsvis være taler.
Der vil være taler af Projektchef Lars Lynge Nielsen fra entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen, direktør Ole Hornbek fra arkitektfirmaet JJW og direktør John Møller, Glostrup Boligselskab.
I hold på fire til seks personer vil deltagerne få fremvist en ikke renoveret lejlighed fra 50’erne og to nye renoverede lejligheder. På ruten er der opstillet stearinlys, og du kan møde vægtere fra gamle dage.
Efter rundvisningen er der mulighed for socialt samvær. Til børnene vil der være ansigtsmaling samt tegnekonkurrence med præmier.

Fremtidssikring
Et byggeri er et spejl af den tid, det blev tænkt, planlagt og opført i.
Stadionkvarteret er med sine mere end 50 år bag sig historien om, hvordan forstæderne udviklede sig. Hvor folk flyttede fra de små, dårlige lejligheder inde i byen til nye, moderne boliger med bad, køkkener og plads til alle. Med grønne områder lige uden for døren, arbejdspladsen tæt på og fritidstilbud om hvert eneste hjørne.
Men 50 år er længe. Og tingene ændrer sig, bliver slidt og trænger til at blive ført op til de krav og behov, der er til de næste 50 år. Lørdag den 29. oktober vil der være mulighed for med egne øjne at se forskellen på en lejlighed fra 50’erne, og de behov, som i fremtiden vil efterspørges.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top