Ny udstilling hacker Vallensbæk Station
PRESSEMEDDELELSE-DIAS-2.jpg
VALLENSBÆK. Tre indonesiske samtidskunstnere hacker hverdagen, når de kommer til Danmark som en del af DIAS Kunsthals udstillingsprojekt Hacking Urban Reality på Vallensbæk Station

Kunst og virkelighed smelter sammen, når indonesiske Mohammad Gatot Pringgotono, Julia Sarisetiati og Ari Dina Krestiawan bringer deres sociale kunstpraksis i spil og udfordrer DIAS’ to grundpiller: det digitale og det offentlige rum.
Fra den 11. oktober kan publikum således opleve resultatet af kunstnernes arbejde, der er uløseligt forbundet med den viden og de input, som de får ved at bevæge sig i det danske samfund og ved at interagere med befolkningen over tid.

Processen ikke værket
Den særlige nerve i projektet er de indonesiske kunstneres socialt engagerede praksis, der ikke har værket som omdrejningspunkt, men som fokuserer på selve den kunstneriske proces og går i dialog med samfundet ved at udføre hacks på danskernes samfundssystemer.

Vender systemet om
Med termen hack sigtes der mod en kunstnerisk praksis, hvor kunsten bryder ind og vender vores systemer på hovedet. Der er altså tale om et princip, hvor kunstnerne agerer som hackere i computerverdenen og nedbryder vores samfunds firewall.
Helt i computer-hackets ånd har kunstnerne frie hænder til at hacke. Den institutionelle styring er væk, og man ved ikke, om det kunstneriske hack tager form af en performance, lyd, video eller en anden udtryksform.

Vallensbæk hackes
De kunstneriske hacks bliver ikke annonceret. Men DIAS er dog som institution blevet garanteret, at kunstnerne vil hacke stationen i Vallensbæk den 13. oktober om eftermiddagen.
Endvidere vil man ved denne lejlighed kunne opleve tidligere værker af kunstnerne.

Man kan opleve et hack på Vallensbæk Station torsdag den 13. oktober kl. 16-18.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top