Stadium bliver til Sport 24
GLOSTRUP. Den succesrige sportskæde overtager Stadiums butik i Glostrup Shoppingcenter. Den åbner i morgen, torsdag den 6. oktober

I starten af oktober overtager sportskæden Sport 24 den svenske konkurrent Stadiums seks butikker på Sjælland og Storkøbenhavn.
– Vi har sat alle sejl ind for at markere vores indtog i det sjællandske sportsmarked. Vi har givet butikken i Glostrup Shoppingcenter en make-over, fortæller en glad Sport 24-direktør, Henrik Bruun.

Service med stort S
Sport 24 adskiller sig fra Stadium ved blandt andet at have langt flere mærkevarer end produkter fra eget brand.
– Vi satser desuden benhårdt på den gode indkøbsoplevelse for sportsfamilien Danmark og exceptionel service fra et engageret salgsteam i butikkerne, fortæller Henrik Bruun og fortsætter:
– Vi er meget opmærksomme på, hvad det sjællandske publikum vil have. Og det er i mange tilfælde anderledes end i Jylland. Så hver butik får sit eget, skræddersyede sortiment – og suppleres med vores omfattende webbutik, hvor du kan købe varer og komme ned i butikken og bytte dem, hvis det eksempelvis ikke passer i størrelsen.

Stærk indskiftning
Det er ikke bare i Glostrup Shoppingcenter, at Sport 24 åbner nye butikker. Også i Fisketorvet, Field’s, Lyngby Storcenter, Rødovre Centeret og i RO’s Torv i Roskilde kan du fra oktober af finde de røde butikker.
– Særligt kunderne, men også vores konkurrenter vil komme til at mærke, at Sport 24 for alvor er kommet til Sjælland og hovedstaden. Det bliver meget spændende og udfordrende. Men vi kommer med en portion god jysk ydmyghed og dog samtidig en tro på, at vi kan gøre en forskel i sportsmarkedet, lyder det fra Henrik Bruun.
Sport 24 bringer ud over et stærkt, bredt butikssortiment også et særligt klubkoncept med til Sjælland, som har gået sejrsgang i det jyske og til dels på Fyn.
– Både de små lokale klubber og eliteklubberne har gavn af vores nære samarbejde med mærkevare-leverandørerne, og vi bringer nogle helt nye muligheder ind i klubsamarbejdet, som vi glæder os til også at præsentere for de sjællandske og københavnske klubber, siger Thomas Sørensen, ansvarlig for SPORT 24’s klubkoncept.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top