To nederlag til Trekroner
SPORT. Det blev til nederlag til både Trekroners førstehold og andenhold i den forgangne uge

Søndag var Trekroners førstehold i ØST-turneringen i Nakskov, hvor man mødte lokale Nakskov BK 97. Det var en kold hal, der mødte spillerne. Og det kneb da også for Trekroner at finde den rette melodi i de kølige omgivelser.
Første serie blev tabt ganske tæt til Nakskov, idet hvert holds ene trio vandt over modstanderne. Samlet blev serien tabt med blot syv kegler, så blot ganske små marginaler mere i Trekroners favør kunne have rykket balancen.
Dette blev symptomatisk også i 2. serie. Her tabte den ene trio med blot en enkelt kegle.
Stillingen efter første serie var herefter 6 point til Trekroner og 8 point til værterne.
Dette skulle vise sig, at det også var de sidste point til Trekroner. I 3. serie var der igen med en beskeden overvægt sejr til Nakskov og dette holdt sig som nævnt også i 4. serie. En af Nakskovs spillere lagde ud med en 5-dækker og resten af nakskovitterne fulgte pænt med. Til trods for det hårde udlæg formåede Trekroner dog at hænge på og var igennem det meste af serien blot ti kegler bagud. En række ærgerlige fejl i 10. rude satte dog Trekroner mat mod Nakskov, der således vandt kampen 18-6. Samlet væltede Nakskov 4130 kegler, mens Trekroner kunne notere sig for 4145. Da det ikke er det samlede keglefald, der tæller, men de indbyrdes sejre trioerne imellem, blev det altså til et nederlag på sydhavsøerne.
Bedste spiller for Trekroner blev Peter Hansen med 600 kegler over 3 serier.
Holdet har nu 36 point og ligger på en 3. plads i turneringen.
Efter kampen kunne Trekroners formand Peter Hansen overrække Henriette Hansen et trofæ for 250 spillede kampe for Trekroner. En såkaldt Moneyphant.

Nederlag til Rødovre
Trekroners 2. hold i ØST-turneringen var i Rødovre, hvor man mødte BK Keglerne.
Her blev det også til et mindre nederlag med 10 point og 3761 kegler til Trekroner, mens BK Keglerne fik 14 point og væltede 3975 kegler.
Her var der kun point til Trekroner i den første og sidste serie. Her udmærkede Søren Frederiksen og Ole Hansen sig med 2 flotte serier på hhv. 211 og 225. Også Ole Olesen gjorde en god figur med 211 kegler i den sidste serie. I de 2 mellemliggende serier var modstanden dog for stor.
Bedste spillere for Trekroner blev Ole Hansen og Ole Olesen, begge med 678 kegler over de 4 serier.
Samlet har holdet nu 30 point efter 3 kampe og ligger placeret som nr. 3 i tabellen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top