Brøndby klar til at forsvare nordisk mesterskab
161113-NCC-Deme-Morales-smash.jpg
Kvinderne fra Brøndby Volleyball Klub kvalificerede sig i weekenden til finalestævnet i Nordic Club Championship. En turnering holdet vandt sidste år. Foto: Brøndby Volleyball Klub
SPORT. Brøndby Volleyball Klub var i den forgangne weekend arrangør af en pulje om kvalifikation til Nordic Club Championship

Da der i weekenden blev spillet kvalifikation til Nordic Club Championship (NCC), var Brøndby Volleyball Klub som Danmarksmester og forsvarende NCC-mester kommet i en pulje uden nogen af de andre nationale mestre, og var som modstandere tildelt to’erne fra henholdsvis Island og Norge, HK og Oslo.
Der blev fredag lagt ud med en kamp mod islændingene fra HK. En kamp Brøndby vandt 3-1.
Lørdag kunne Brøndby holde pause, mens HK og Oslo spillede deres indbyrdes kamp. En kamp som islændingene vandt 3-0.
Søndag var det så Brøndby – Oslo, der stod på programmet. Det blev en kamp hvor De to hævere Eva Bang og Sigrid Friis Christiansen fik gjort godt brug af deres centerangribere, som havde en killprocent på hele 90 procent.
I kraft af flere hævninger blev det dog Trine Kjelstrup, der blev den helt store pointsluger med 16 point, hvoraf de 13 var præsteret i angrebet.
Kampen blev reelt aldrig spændende, da Brøndby var i front fra start til slut i hvert sæt, og holdet kunne således med en sejr på 25-16, 25-17, 25-19 sikre sig videre avancement til finalespillet, som spilles den 20. til 22. januar.
Danmark fik markeret sig stærkt ved dette års kvalifikationsspil. De øvrige modstandere i finalestævnet bliver således Holte IF og Amager VK, som vandt deres puljer, samt det islandske hold HK fra Brøndbys pulje, som gik videre fra Brøndbys pulje som bedste toer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top