Endnu et venskabsstævne i Glostrup Karateklub
karate2.jpg
Der var masser af mennesker i Søndervanghallen i lørdags. Foto: Glostrup Karate
SPORT. I weekenden var der stævne for bredden, da ni karateklubber fra Sjælland var til stævne i Søndervanghallen

Lørdag morgen den 29. oktober mindede området omkring Søndervanghallen mest af alt om en P-plads til en landskamp i fodbold. Hele ni sjællandske karateklubber havde sat hinanden i stævne til det populære venskabsstævne, som Glostrup Karateklub, Yujo-kai, for femte gang var vært for 102 deltagere i alle aldre, og ikke mindst deres familier, venner og instruktører var mødt frem for i al venskabelighed at dyste med hinanden i den gamle kampkunst, karate.

For bredden
Konceptet til venskabsstævnerne er udviklet af chefinstruktørerne Anne og Walther Kjøng i samarbejde med Jesper Løntoft fra Østerbro Karateklub og er tilegnet de breddeudøvere, man ellers ikke ser til de officielle mesterskaber for eliten. Formålet er personlig udvikling ved at give bredden mulighed for i trygge rammer at afprøve sine færdigheder i kampkunst og danne relationer mellem klubber, elever og familierne, men mest af alt at bryde egne grænser og styrke selvværdet.
Målet er ikke selve konkurrencen, medaljerne eller at vinde over andre, men derimod at overvinde sig selv og måle sig på egen personlig udvikling både teknisk og socialt i tæt samarbejde med instruktører, dommere og coaches. Det betyder blandt andet, at hver enkelt deltager under og efter en kamp får en positiv evaluering af indsatsen og anvisninger til, hvad der kan arbejdes med fremadrettet. Til læringsprocessen hører også, at klubbernes elitemedlemmer er coaches og har til opgave at støtte deltagerne op til og under kampene, efterbehandle indsatsen og trøste, hvis uheldet er ude, eller hvis oplevelsen bliver for overvældende. Samtidigt knyttes der stærke bånd mellem bredden og eliten.

Medaljer til alle
Et af dagens højdepunkter er selvfølgelig præmieoverrækkelsen, for selvom konkurrencen ikke er det centrale, er det rart at have et synligt bevis for at have opnået et resultat og vise det til kammerater og venner i form af en medalje. Derfor er medaljesystemet indrettet sådan, at de fire i hver pulje, som i et officielt mesterskab ville have været i finalen, får guld, mens alle øvrige får sølvmedaljer. Mest eftertragtet er Fighter-pokalen, som ellers gives til den deltager, der efter dommerne og coaches mening har udvist den største kampvilje og bedste tekniske kunnen, men til et venskabsstævne gives pokalerne – én til børn og én til voksne – til den person, der i løbet af dagen har været bedst til at overvinde sig selv.
En afledt fordel ved venskabsstævnerne er, at de også bruges til at uddanne og træne de dommere, der bruges ved elitestævnerne. Denne gang var der hele 25 af slagsen, som under ledelse af Danmarks højest uddannede, kvindelige karatedommer, Anne Kjøng, allerede om fredagen var mødt op til dommerkursus som oplæg til venskabsstævnet og det kommende stilarts-Danmarksmesterskab i Odense den 5. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top