Folkebladet med i unikt samarbejde
HELE OMRÅDET. En lang række medier i Hovedstadsområdet er gået sammen om at blive bedre til at fortælle om, hvad der sker i regionen og i kommunerne

En lang række medier er gået sammen om at afholde en konference den 1. december for mediefolk, byrådspolitikere, kommunaldirektører og kommunikationsmedarbejdere, for at alle kan blive endnu bedre til at oplyse læsere, lyttere og seere om, hvad der arbejdes med i kommunerne og i Region Hovedstaden.
Medierne i det banebrydende samarbejde er bl.a. Danmarks Radio, TV2 Lorry, Politikens Lokalaviser, Sjællandske Medier samt Folkebladet, Gladsaxe Bladet og Brønshøj-Husum Avis.
– Vi vil gerne være med til at blive bedre til bedre at fortælle, hvad der sker i blandt andet Glostrup Kommune og få fat i de historier, der er vigtige for vores læsere og bidrager til at puste nyt liv i den demokratiske dialog, siger bladchef på Folkebladet, Mette Hviid Togsverd.
– Vi ser det som en af vores fornemmeste opgaver at give borgerne information og debat om lokale forhold, der er med til at sætte borgerne i stand til at handle og engagere sig. Det er også vores mål, at få endnu flere til at deltage i debatten om kommunale forhold, og få endnu flere til at stemme til kommunalvalget i november næste år, tilføjer Mette Hviid Togsverd.

Yderligere oplysninger om det utraditionelle samarbejde og konferencen kan findes på www.bedrehistorier.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top