Fredag 20. oktober 2017
Pølse-Bo langer den sidste pølse over disken på fredag. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrups sidste pølsevogn lukker
GLOSTRUP. På fredag er det slut med at få en ristet på restaurant fodkold i Glostrup. Den sidste pølsevogn i byen, Bo’s Pølsemand, lukker nemlig på fredag
Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 23. november 2016, 11:21:52

I nærmest præcis 19 år har Bo Larsen, blandt venner kaldet Pølse-Bo, haft pølsevognen Bo’s Pølsevogn foran ComputerCity i Glostrup. Men på fredag er det slut. På grund af ombygning af ComputerCity kan han ikke blive liggende, og selvom han har forsøgt at finde en anden plads, så er det ikke lykkedes.
– Jeg fik tilbudt et sted i Brøndby Kommune, men de kunne ikke garantere mere end seks måneders leje, og så ville jeg ikke bruge pengene på at flytte, siger han.
Han har nu sat et skilt op i pølsevognen, der fortæller, at han lukker, og det er ved at være lidt vemodigt at være pølsemand.
– Nu er det ved at være lidt vemodigt. Folk er begyndt at sige farvel, hvis de ikke når at komme forbi igen, inden jeg lukker, sagde han fredag middag, da Folkebladet var forbi.

Mange besøg i 19 år
I løbet af de 19 år Pølse-Bo har haft åbent, har der været flere bemærkelsesværdige besøg. For eksempel ved valget i 2005, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var forbi pølsevognen.
– Han sagde i tv, at han hellere ville have en pølse end en hummer, så jeg ringede til Venstre og sagde, at jeg gerne ville give en pølse og have en snak med ham, fortæller Pølse-Bo.
Og tilbuddet om en gratis pølse sagde statsministeren selvfølgelig ja til, så han var forbi med et stort presseopbud og PET til at holde styr på sikkerheden.
Radiostationen The Voice betalte ham også en gang for at dele gratis flæskestegssandwich ud, og Pia Kjærsgaard har været forbi og give gratis pølser.

Skal være vagtmand
Men fredag er det slut. På mandag starter Bo Larsen, der vel til den tid ikke længere kan kalde sig Pølse-Bo, på et fire ugers vagtkursus. Han var glad, da han fik at vide, at han var optaget på kurset, og i øvrigt var sikret et job efterfølgende.
– Da hun ringede og sagde, at jeg var optaget på kurset, var det som om, der var et eller andet, der løsnede sig. Som om en tung sten jeg havde haft om halsen, der blev løsnet. Når man er et gammelt røvhul som mig, så er det som at inde i lotteriet at få et arbejde, siger den 59-årige mand.
Han vil savne det fællesskab, han efterhånden havde opbygget med kunderne.
– Det har været et af de fedeste jobs i mit arbejdsliv. Man har støttet hinanden gennem kriser. Jeg var aldrig kommet så hurtigt tilbage efter min kones død, hvis det ikke var for den støtte, jeg fik fra mine kunder, siger han.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER