Japansk mester var i Glostrup
karate.jpg
På én af de fire træninger med Shihan Murakami (i midten) der var på de to dage, han var i Glostrup, mødte over 200 karatefolk op, for at træne og blive gradueret. Foto: Glostrup Karate
SPORT. Over 200 karatefolk var i Søndervangshallen i oktober for at træne med japansk mester

Den 8.-11. oktober fik Danmark besøg af den japanske karatemester, Manabu Murakami, 8. dan, som er Shihan, øverste tekniske chef for Shotokan Karate International Federation. Når han kommer til Danmark, er det for at instruere de lokale instruktører i gældende standarder og avancerede teknikker, men også for at graduere til sortbælte og undervise både bredde og elite. Manabu Murakami startede i Horsens, så til Odense og til sidst til Glostrup med bælteprøver og seminar.
Glostrup Karate Klub, Yujo-kai var igen i år vært for Manabu Murakami, og det betød, at der kom karatefolk fra hele Danmark til Søndervangshallen, hvor der både var undervisning og graduering.
Her bestod blandet andet 20-årige Sarah V. Nielsen til 2.dan, og 16-årige Sebastian Dandanell fik omsider sit sorte bælte.
Begge har trænet i Glostrup Karateklub, siden de var ni år.
– Glostrups IF32 Gymnastik var meget hjælpsomme og afgav deres haltid til Glostrup Karate Klub, så arrangementet kunne lade sig gøre. Det betød, at Glostrup endnu engang kunne komme på verdenskortet for en stor del af Danmarks karateudøvere, siger Walther Kjøng fra klubben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top