Mere forældre-inddragelse på Glostrup Skole
GLOSTRUP. Skolebestyrelsen for Glostrup Skole vil stå i spidsen for en effektiv udvikling af skolen - og det skal foregå i tæt samarbejde med forældrene, for at sikre trivsel, maksimal læring og gode arbejdsforhold for medarbejderne

Et meget vigtigt element i effektiviseringen af skolebestyrelsens arbejde er en langt højere grad af forældreinddragelse i udvikling af skolen. Som et led i samarbejdet mellem bestyrelse og forældre vil kontaktforældrene fremover blive inviteret til to årlige kontaktforældremøder på skolen.
– De første møder med kontaktforældre har med succes været afholdt her i efteråret, fortæller skolebestyrelsens formand, Emilie Sloth. Forældrene vil også blive inviteret til at deltage i arbejdsgrupper, som skal løse specifikke opgaver for skolebestyrelsen – fx udviklingsopgaver. Der vil derudover blive oprettet netværk for kontaktforældre på tværs af klasser og skoleafdelinger.
– Forældrene sidder inde med en guldgrube af viden om, hvordan Glostrup Skole fungerer i hverdagen. Det er en viden, vi har rigtig meget brug for, når vi som skolebestyrelse skal føre tilsyn med skolen. Samtidig har jeg erfaring med, at forældrene har mange gode ideer til udvikling af skolen, siger Emilie Sloth.
Samarbejdet med kontaktforældrene vil samtidig synliggøre skolebestyrelsens arbejde.
Men der er også andre initiativer i støbeskeen. Blandt andet kommunikationsplatformen til forældrene og måden at kommunikere referater fra skolebestyrelsen, principperne og tilsynet med skolen skal kigges efter i sømmene. Allerede her i efteråret vil det blive lettere for forældrene at få et overblik over de vigtigste beslutninger i skolebestyrelsen, lover Emilie Sloth og slutter:
– Jeg håber, at vi allerede om et år tydeligt kan se de synlige resultater af den udvikling, vi skal i gang med i skolebestyrelsen.

Suppleringsvalg
Der er valgmøde om suppleringsvalg til skolebestyrelsen for Glostrup Skole den 10. november klokken 17-18 på Afdeling Nordvang, Sofielundsvej 120, Glostrup.
Du kan melde dit kandidatur på mødet. Hvis du er forhindret i at deltage i mødet kan du melde dit kandidatur ved at sende en mail til dagtilbud.skole@glostrup.dk senest 16. november klokken 12. Dagsorden til mødet kan ses på www.glostrupskole.dk
Udviklingsplan
I august godkendte skolebestyrelsen på Glostrup Skole en udviklingsplan for udviklingen af Glostrup Skole. Udviklingsplanen indeholder en række initiativer:
At synliggøre skolebestyrelsen og bestyrelsens arbejde
At effektivisere skolebestyrelsesarbejdet
At udvikle samarbejdet med kommunen og Børneskoleudvalget
At sikre et godt fundament for samarbejdet internt i skolebestyrelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top