Ministeren fejrede Nygårdskirken
BRØNDBY. Søndag var kirke- og kulturminister Bertel Haarder med til at fejre Nygårdskirken. Det har han været før

Kirke- og Kulturminister Bertel Haarder (V) var søndag blandt gæsterne ved Nygårdskirkens festgudstjeneste.
Men faktisk var det ikke første gang, ministeren var med til at fejre kirken:
– Jeg får mange invitationer til kirkebesøg, og det er desværre ikke altid muligt at sige ja. Men når det kan lade sig gøre, er jeg meget glad for at komme ud og opleve folkekirken i al dens mangfoldighed. Jeg var også med til 40 års jubilæet, hvor jeg vist nok også prædikede ved gudstjenesten.
Nygårdskirken bryder med mange danskeres opfattelse af, hvordan en kirke skal se ud. Alligevel kan man mærke historien i den 50 år gamle kirkebygning, siger Bertel Haarder:
– Nygårdskirken er ganske rigtigt noget helt andet end de kendte middelalderkirker, som flest forbinder danske kirker med. Ca. tre ud af fire kirker er netop fra middelalderen. Men da Nygårdskirken oprindeligt var tænkt som en midlertidig kirke inspireret af vikingernes langhuse, kom den til at se helt anderledes ud. Nu er den jo blevet permanent, renoveret med sidebygninger og laminatplader og desuden med et tag belagt med kobberplader.

Det lokale er vigtigt
Der er en tæt relation mellem Nygårdskirken og det lokale samfund. Noget Bertel Haarder også har bidt mærke i:
– Kirkerne skal være præget af det lokalsamfund, de nu engang ligger i. De skal netop ikke være reservater afsondret fra det omliggende samfund. Det betyder, at det for mange kirker ikke nødvendigvis er søndagsgudstjenesten, der fylder mest i kalenderen. Det kan sagtens være hverdagskirken, der er dominerende. Jeg vil meget gerne være med til at fejre, at Nygårdskirken med sine mange hverdagstilbud kommer områdets beboere i møde.

Læs mere her:
Den midlertidige kirke…
Festgudstjeneste et tilløbsstykke

1 kommentar om “Ministeren fejrede Nygårdskirken”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top