Misbrug i hjemmet på dagsordenen
UNG-REVERS-Glostrup-1-godkendt.jpg
Ung Revers var i forrige uge i Glostrup. Foto: Sarah Lindegaard
GLOSTRUP. Glostrup Albertslund Produktionshøjskole satte med et stort debatarrangement fokus på opvækst i hjem med misbrug i samarbejde med Ung Revers. Her fortalte unge om deres egen opvækst i et hjem med misbrug – og konsekvenserne af det

Langt fra alle går ubekymret igennem tilværelsen i barndoms- og ungdomsårene. Over 120.000 børn og unge vokser op i en familie med stof- og/eller alkoholproblemer, hvilket kan have store personlige konsekvenser hele livet igennem.
Denne udfordring satte Glostrup Albertslund Produktionshøjskole og Ung Revers fokus på med et stort debat-arrangement i forrige uge.

En ensom vej
En ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Ung Revers, viser, at 53 % af de 18-29 årige, som har oplevet misbrug i hjemmet, ikke sagde til andre – for eksempel lærere, venner eller familie – at de syntes, der blev indtaget for meget alkohol/stoffer i hjemmet. Samtidig viser undersøgelsen, at årsagen til, at de unge ikke talte med andre om problemet i hjemmet, skyldes, at de ikke ville afsløre deres mor eller far.
– De fleste børn og unge af forældre med alkohol- eller stofproblemer kan nikke genkendende til følelser som skyld og skam, at bekymre sig for meget, at have koncentrationsbesvær, at have svært ved at indgå i kærlighedsrelationer, at føle sig anderledes og ikke at føle sig god nok, udtaler Anja Koblauch, projekt- og udviklingschef for Ung Revers.
– For de fleste kan det være rigtig svært at tale om alkohol- og stofproblemer i hjemmet med andre og hvert enkelt familiemedlem går ofte med ’hemmeligheden’ alene. Men det giver luft at få sat ord på det, man har oplevet – og det giver mulighed for at lave forandringer i ens liv, uddyber Anja Koblauch.
Hos Glostrup Albertslund Produktionshøjskole er de glade for at kunne sætte misbrug i hjemmet på dagsordenen.
– Vi er glade for at kunne lægge hus til et godt initiativ rettet mod en vigtig problematik. Særligt, da en del af vores unge har problematikken tæt inde på livet, udtaler Torben Graff, forstander på Glostrup Albertslund Produktionshøjskole.

En svær opvækst
Ung Revers har til formål at styrke de unges håndtering af de udfordringer, der følger af en opvækst i en familie med stof- eller alkoholproblemer.
– Hvis vi kan få de unge i tale har vi mulighed for at øge deres trivsel og kompetencer til at håndtere egen situation. Det øger sandsynligheden for en positiv udvikling på længere sigt. Det kan eksempelvis være at forebygge, at den unge selv får et misbrug som voksen, eller udvikler psykiske eller sociale vanskeligheder og at øge sandsynligheden for, at den unge får en ungdomsuddannelse og bliver aktiv på arbejdsmarkedet, slutter Anja Koblauch.

Ung Revers
Ung Revers er et projekt under Fonden Lænke-ambulatorierne, som har fået bevilliget finansiering af Socialstyrelsen til at indgå i et SATS-pulje projekt, hvis overordnede formålet er at bidrage til at sikre, at flere børn og unge under 25 år fra familier med stof- og alkoholproblemer tilbydes et relevant behandlingstilbud. For mange betyder behandlingen, at de kan vende en svær opvækst til en styrke.
Revers betyder ’vende om’ eller ’bagside’, og henviser i denne sammenhæng til bagsiden af ungdommens medalje.
Ung Revers tilbyder gratis og anonym behandling i ni kommuner i Danmark, herunder i Odense, Helsingør, Lyngby, Herlev, Glostrup, Roskilde, Køge, Ringsted og Korsør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top