Pølse-Bo sender drikkepenge til Thailand
thailand.jpg
Sådan ser legeredskaberne på skolen ud. Foto: Bo Larsen
GLOSTRUP. Har du givet drikkepenge i pølsevognen foran ComputerCity, så er pengene ikke røget i lommen på Pølse-Bo, de er gået til en ny legeplads på en skole i den fattigste del af Thailand

For omkring ni år siden var Bo Larsen, indehaver af Bo’s Pølsemand og også kendt som Pølse-Bo, på en tur i Nord-thailand. Her besøgte han en skole, der var bygget op efter tsunamien, men det er et fattigt område, og de havde ikke meget på skolen.
– De havde virkelig ingenting på den skole. Alle i gruppen gav lidt penge til skolen, så de kunne få det lidt bedre. Det var noget jeg tog til mig, siger han.
Han er selv siden blevet gift med en thai, og har besøgt området flere gange.
For et par år siden gjorde han det til en fast tradition, at de penge, han har modtaget som drikkepenge, er gået til skolen. For nylig var han igen i Thailand for at se, hvad de havde brugt pengene til. Det var gået til tre store legestativer.
– Det var mere end jeg havde regnet med, de kunne få. Jeg troede, at de ville forsøge at få mig til at betale noget mere for legestativerne, men de havde fået et godt tilbud fra en lokal håndværker. Børnene var pisse glade for de legestativer, husker Pølse-Bo.
Siden da har han haft billeder af legepladsen i vinduet i pølsevognen og et lille skilt, hvor der står, at drikkepenge går til skolen.
– Jeg har samlet 6.000 kroner sammen fra september sidste år til juni i år, siger han stolt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top