Snart slut med støtte til islamistiske foreninger
Af Kenneth Kristensen Berth (DF), medlem af Folketinget og Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk I 2014 beskrev blandt andet Folkebladet, hvordan personer med tilknytning til Hizb ut-Tahrir havde overtaget magten i Brøndby Strand IK ved at blive indvalgt i bestyrelsen. Dengang stod Brøndby Kommune mere eller mindre magtesløse i forhold til at kunne standse støtten til fodboldklubben […]

Af
Kenneth Kristensen Berth (DF), medlem af Folketinget og Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk

I 2014 beskrev blandt andet Folkebladet, hvordan personer med tilknytning til Hizb ut-Tahrir havde overtaget magten i Brøndby Strand IK ved at blive indvalgt i bestyrelsen. Dengang stod Brøndby Kommune mere eller mindre magtesløse i forhold til at kunne standse støtten til fodboldklubben på trods af mistanken om, at Hizb ut-Tahrir kunne anvende fodboldklubben som basis for at hverve medlemmer til organisationen.
Det er snart slut.
Kort før efterårsferien førstebehandlede Folketinget et lovforslag, der fremover gør det muligt for en kommune at nægte at støtte organisationer og foreninger, der ikke hviler på et demokratisk grundlag og respekterer frihedsrettighederne. Det er både direkte økonomisk støtte, men også muligheden for eksempelvis at låne offentlige lokaler, der er på spil.
Hvis en kommune i fremtiden vurderer, at en organisation eller forening arbejder for at afskaffe det danske demokrati, så kan man smække pengekassen i, og hvis pengekassen skal åbnes igen, ja så skal foreningen anlægge en sag mod kommunen og der bevise, at de har rent mel i posen.
I fremtiden vil en sag som den om Brøndby Strand IK således kunne undgås. Og det er kun ret og rimeligt, at foreninger, som alle danske skatteborgere er med til at finansiere gennem tilskud og lokaleudlån, hviler på et demokratisk grundlag.
Jeg er glad for, at Folketinget har lært af blandt andet sagen fra Brøndby, og at der nu omsider sker noget, så vi ikke fremadrettet skal finansiere foreninger, der ikke respekterer det danske demokrati.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top