Uanstændig sammenblanding
Af Hanne Nielsen og Freddie Rose, kommunalbestyrelsesmedlemmer for Socialdemokratiet, Glostrup At sammenligne flygtninge og ofre for kontanthjælpsloftet er som at sige, at æbler og pærer er ens. Kurt Kjær glemmer, sandsynligvis med fuldt overlæg, at det er hans eget parti, der har vedtaget loven om kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen. Hvad der er værst, ved […]

Af
Hanne Nielsen og Freddie Rose, kommunalbestyrelsesmedlemmer for Socialdemokratiet, Glostrup

At sammenligne flygtninge og ofre for kontanthjælpsloftet er som at sige, at æbler og pærer er ens. Kurt Kjær glemmer, sandsynligvis med fuldt overlæg, at det er hans eget parti, der har vedtaget loven om kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen. Hvad der er værst, ved vi ikke.
Kurt Kjær efterlyser nu, efter at regeringen og Dansk Folkeparti har eksekveret dødsdommen, at man skal sætte hovedet på den halshuggede igen, for det er vel nok synd for de mennesker, der er kommet i knibe.
Efter vores mening rent hykleri.
Kurt Kjær påstår, at han i Social- og Sundhedsudvalget adskillige gange har påpeget det urimelige i manglende kommunal hjælp til nødlidende borgere. I så fald må han have siddet og hvisket for sig selv, for ingen andre har hørt det.
Men nu vil vi så afvente, at han tager emnet op, det vil vi sætte pris på.
De flygtninge, der kommer til Danmark, modtager integrationsydelse, som er dårligere end kontanthjælpsloftet. Vi tror ikke, at nogen, der rammes af loftet, vil bytte.
Der findes desuden helt forskellige lovgivninger på de to områder, så æbler og pærer er ikke ens.
Hvis Dansk Folkeparti mener det alvorligt, at de vil hjælpe disse mennesker, kan de trygt komme til os. I Socialdemokratiet er vi indstillet på at hjælpe disse ofre for Dansk Folkepartis politik, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Svar
Af
Kurt Kjær
Dansk Folkeparti

Om det er Halloween, som har dannet inspiration til de to Socialdemokraters bloddryppende beretning om halshuggede hoveder, som Dansk Folkeparti har eksekveret, eller blot et ikke helt ualmindeligt udslag af uvidenhed, eller bevidst tilsvining, skal jeg undlade at gætte på.
Men faktum er, at hverken Hanne Nielsen eller Freddie Rose er medlem af Social- og Sundhedsudvalget, og derfor i deres selvophøjede kritik burde holde sig til noget, som de kender bare lidt til.
Med hensyn til hvilke partier, der er ansvarlig for det ene eller det andet, tror jeg nok, at Socialdemokraterne har deres andel, når det gælder dårlige beslutninger. Jeg kunne i hvert fald godt nævne nogle stykker.
Når vi i Dansk folkeparti har stemt imod handlingsplanen for de flygtninge, som kommer til Glostrup, er forklaringen den, at vi ikke ønsker at påføre kommunen udgifter ud over de, som dækkes af staten. Hvilket jo tydeligvis ikke bliver tilfældet med den fremlagte plan.
I forbindelse med den sidste tids debat om borgere som på grund af alvorlig sygdom, uforskyldt arbejdsløshed eller andet, må gå fra deres hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale deres husleje, er vi i Dansk Folkeparti af den helt klare opfattelse, at disse borgere selvfølgelig også skal tilbydes en hjælp, som ikke stiller dem ringere end det, vi tilbyder vore nyankomne flygtninge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top