Mandag 23. oktober 2017
Foto: Colourbox
Beskæftigelsen stiger i Vallensbæk
VALLENSBÆK. Vallensbæk er det sted i landet, hvor beskæftigelsen stiger mest. Borgmesteren glæder sig. Folketingsmedlem håber på, flere kan komme med
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 1. december 2016, 08:00:06

Det går godt i Vallensbæk. I hvert fald hvis man kigger på de seneste tal for beskæftigelsen.
Ifølge tal fra Dansk Erhverv er Vallensbæk nemlig den kommune i landet, hvor beskæftigelsen er steget mest inden for det seneste kvartal.
Således er der i andet kvartal af 2016 skabt 124 flere jobs i Vallensbæk. Mod 291 i Brøndby og 138 i Glostrup. Men da både Brøndby og Glostrup er større kommuner, er væksten større i Vallensbæk målt i procent, da tallet for Vallensbæk er 3,3 mod 1,4 i Brøndby og 0,7 i Glostrup.
Ser man på tallene for det seneste år, andet kvartal 2015 til andet kvartal 2016, slår den samme tendens sig igennem. Tilvæksten af nye jobs i Vallensbæk er således i denne periode på 7,3 procent, mens den er på 4,2 procent i Brøndby og nede på minus 1,1 procent i Glostrup.
Vallensbæk må dog i denne sammenhæng tage til takke med en andenplads, da væksten i Gladsaxe er en smule større og dermed landets største.

Det er i Vallensbæk
Jens Hjarsbech, økonom ved Dansk Erhverv, har været med til at lave analysen, og han siger om tallenene:
– Analysen understreger en tendens, vi længe har set, nemlig at den økonomiske vækst har været størst i Hovedstadskommunerne, og det har været med til at skabe jobvækst.
I forhold til den økonomiske vækst spiller København en væsentlig rolle, og har derfor sandsynligvis en positiv afsmittende effekt på de omkringliggende kommuner.
Dog, understreger Jens Hjarsbech, er den beskæftigelsesvækst, som tallene fra Dansk Erhvervs viser, en vækst, der kan mærkes i Vallensbæk:
– De 124 job, der er skabt i det seneste kvartal i Vallensbæk, er jobs i Vallensbæk Kommune. Det kan godt være, det er mennesker udenfor kommunen, der har fået dem. Men jobsene er altså kommet til i Vallensbæk.
Jens Hjarsbech understreger, at tallene for Vallensbæk er så relativt små, at der ikke skal meget til at påvirke dem, for eksempel at en enkel virksomhed åbner et kontor eller et stort lager, alligevel peger tallene på en tendens:
– De viser jo, hvor jobsene er, og det ser altså ud til, at det blandt andet er i Vallensbæk.

Begynder at stramme til
Analysen fra Dansk Erhverv viser desuden, at den samlede ledighed for Vallensbæk er på 4,1 procent, hvilket ifølge Jens Hjarsbech er en relativ lille ledighed. Af den grund bør man være opmærksom på et eventuelt kommende problem, siger han:
– Ledigheden er efterhånden ved at være så lav, at det kan blive svært at tiltrække den nødvendige arbejdskraft.
En tendens man også mærker på landsplan, fortæller Jens Hjarsbech:
– I en del brancher mangler der efterhånden arbejdskraft. Det er særlig noget man kan mærke i byggebranchen, men også i mange servicebrancher som fx restauranter, transportbranchen og it-konsulenter.

En krise slut. Ny på vej
I analysen fra Dansk Erhverv bliver beskæftigelsen blandt andet sammenlignet med det niveau, den var på i midten af 2008, da finanskrisen brød ud. Og her er konklusionen tydelig.
I undersøgelsen hedder det nemlig: ”Alle fem kommuner (Vallensbæk og fire øvrige kommuner, hvor jobvæksten er størst, red.), har flere lønmodtagerjobs siden bunden efter krisen. Og fire af de fem (her i blandt Vallensbæk, red.) har faktisk en beskæftigelse, der er på det højeste siden 1. kvartal 2008, hvor dataserien starter. Og ser vi udelukkende på den private beskæftigelse, har alle fem kommuner nu flere lønmodtagerarbejdspladser end før krisen. Med andre ord er det tydeligt, at målt på antal lønmodtagerjobs har de fem kommuner lagt krisen bag sig.”
En pointe Jens Hjarsbech også understreger overfor Folkebladet:
– Man kan godt sige, at finanskrisen er slut. Vi har således oplevet beskæftigelsesvækst siden 2013.
Det giver dog ikke grund til at glæde sig alt for meget, tilføjer Jens Hjarsbech:
– Men vi befinder os derimod i en vækstkrise. For sammenlignet med andre lande er vores vækst i BNP for lav.

Vi har fokus
Ikke overraskende er Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk, meget tilfreds med tallene fra Dansk Erhverv:
– Det er ikke første gang, vi ser dette. Men selvfølgelig er det godt.
Til Folkebladet siger Henrik Rasmussen, at han faktisk har ført sin egen statistik over, hvordan udviklingen er gået i Vallensbæk:
– Jeg har lavet en optælling for mig selv, og ifølge den, er der på tre år kommet 64 virksomheder til i Vallensbæk og cirka 600 arbejdspladser.
Ifølge Henrik Rasmussen er der flere årsager til, at det går godt med beskæftigelsen i Vallensbæk:
– Vi har fokus på, at jobcenteret skal være et sted, som man ikke skal have tilknytning til i længere tid. Det gælder om, at få borgerne videre ud i job.
Desuden er der fokus på det unge, tilføjer Henrik Rasmussen:
– Vi satser massivt på, at vores unge får en uddannelse, og så gør vi meget ud af erhvervsvejledningen.
Tallene fra Dansk Erhverv siger ikke noget om, hvor de mennesker bor, der har fået job i Vallensbæk.
Det kan altså både være kommunens egne borgere, men også borgere fra andre kommuner.
Til det siger Henrik Rasmussen:
– Det er sådan set ligegyldigt, hvor de bor, for beskæftigelse er et emne, der går over kommunegrænser. Det er et bredere emne.

Godt, men …
Mattias Tesfaye er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, valgt i Brøndbykredsen. Han glæder sig i sagens natur over, at det går godt i Vallensbæk og på Vestegnen:
– Det er godt, for det er selvsagt godt for Vestegnen, da vi i længere tid har oplevet vækst, ikke mindst i det private.
Mattias Tesfayes glæde er dog tæt forbundet med en bekymring:
– Væksten og den øgede beskæftigelse er godt for den tre fjerdedel af beboerne på Vestegnen, det går godt for. Men det, der samtidig er væsentligt, er, hvordan vi får det bredt ud til den fjerdedel, det ikke går godt for. Vi har for eksempel en del unge, der er på kontanthjælp. Dem skal vi have fat i.
Dermed er det, ifølge Mattias Tesfaye en Vestegnsopgave at sørge for, at det også er borgere på Vestegnen, der får glæde af den øgede beskæftigelse:
– Jeg vil naturligvis ikke være efter virksomheder, der ansætter folk fra Roskilde eller Polen. Men vi bliver nødt til at se på, om vi ikke kan få nogle af de unge fra Vestegnen med ombord.
Der er nemlig en fare for, at der bliver skabt et skel, mellem dem, der har det godt, og de andre, siger Mattias Tesfaye:
– Det er jo ikke et problem, at væksttoget kører stærkt, men det er et problem, hvis ikke alle er med i det. Der er en fare for, at denne fjerdedel kommer til at føle sig endnu mere udenfor. Holdningen må være, at vi ikke er i mål, før alle er i mål, og ikke blot den store gruppe.

Bag om tallene
Tallene er fra Dansk Erhverv på baggrund af særkørsel fra Danmarks Statistik
Tallene er opgjort som fuldtidsbeskæftigede og er sæsonkorrigerede.
Beskæftigelsen er opgjort efter arbejdsstedets geografiske placering og ikke efter de beskæftigedes bopæl.

beskaeftigelse

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER