Fredag 20. oktober 2017
Sådan bader rigtige mestre, nemlig i champagne. Foto: Niklas H Persson
Brøndby er bare bedst til volley
SPORT. Lørdag vandt Brøndbys volleykvinder pokalmesterskabet. Efter en enestående spændende finale
Skrevet af Heiner Lützen Ank - 21. december 2016, 08:42:31

Lørdag den 17. december er en af de dage, Brøndby Volleyball Klubs Volleyligadamer vil huske med gåsehud over hele kroppen.
Dagen før havde Brøndbykvinderne relativ let sikret sig adgang til pokalfinalen ved at besejre Amager VK i semifinalen.
Holte IF vandt i den anden semifinale en overbevisende sejr over Team Køge.
Dermed var der lagt op til, at de to hold, der også i sidste sæson spillede finale, og som i det hele taget er altdominerende i dansk kvindevolley, skulle mødes i lørdagens pokalfinale.

Bølger frem og tilbage
Hvad publikum savnede i drama om fredagen, fik de til overflod i lørdagens finale. Det blev et brag af en kamp, hvor det var tydeligt, at de to hold var yderst opsatte på at tage pokalen.
En godt servende Eva Bang sørgede med fem server, hvoraf to var serveesser, for, at Brøndby kom bedst fra start med en føring på 6-3.
Føringen holdt frem til 18-18, hvor Holte skabte et hul og kom foran med 21-18. En føring de ikke gav fra sig og kunne dermed tage sættet 25-22.
Holte var nu godt kørende, og især den tidligere Brøndbyspiller Julie Mikaelsen stod for en pragtpræstation.
Julie Mikaelsen stod således gennem kampen for ikke færre end 46 procent af Holtes angrebspoint.
Hun havde således en stor del af æren for, at Holte i andet sæt sikrede sig en føring på 16-10.
Men som så ofte før var det anfører Eva Bang, der trådte i karakter. Med usvigelig sikkerhed sendte hun endnu en servestime mod Holtes banehalvdel, og igen satte hun tre esser ind på kontoen og fik næsten bragt balance i regnskabet med 15-16.
Holte fik imidlertid igen øget til 19-16. Men nu var det Miranda Bradshaw, der med gode server kunne rette op på situationen og med en god presset serv kunne bringe så meget usikkerhed ind i Holtes angreb, at Brøndbys libero Eline Bye kunne holde bolden i spil.
Efter nogle lange dueller, hvor Brøndby oftest trak det længste strå, kom holdet foran 22-19, og Brøndby fik sin første sætbold ved 24-23.
Men Holte overlevede, og først på den tredje af slagsen kunne Brøndby tage sættet med 27-25.

Et sæt til hver
Brøndby kørte videre på bølgen i starten af tredje sæt og førte frem til 12-9, hvor Holte på to rotationer fik skabt usikkerhed i Brøndbys modtagning og kunne overtage føringen med 18-13.
Til trods for gode blokader af Tyler Richardson og Trine Kjelstrup sluttede sættet af på forrygende vis og Holtes føring holdt frem til sættets afslutning på 25-20.
Brøndby havde nu for alvor ryggen mod muren, og det så ikke godt ud, da Holte også i fjerdesæt etablerede en mindre føring på to point. Men til trods for den pressede situation, holdt hæver Eva Bang hovedet koldt og fik på bedste vis valgt de bedste løsninger i situationen.
Ofte var denne løsning Trine Kjelstrup, som da også efterfølgende modtog fighterpokalen. Hun fortsatte de gode takter fra tredje sæt og med ikke mindre end syv angrebspoint sørgede hun for at holde Brøndby inde i sættet.
Der blev kontakt ved 11-11, men Holte tog igen føringen og holdt den til 19-17, hvor Eva Bang endnu en gang reddede sit hold med sin fantastiske serv. Godt hjulpet af effektive blokader af Alissa Coulter, kunne Brøndby tage de sidste otte point og dermed sættet med 25-19.

Brøndbysejr til sidst
Der skulle dermed spilles et afgørende femte sæt og et medlevende Brøndbypublikum, som gang på gang var sprunget op fra deres pladser i spontan jubel, havde nu sat sig på det yderste af sæderne klar til at støtte deres hold.
De to hold fulgtes ad til 6-6, hvor Miranda Bradshaw først leverede to gode server til 8-6 og efter baneskiftet fortsatte med at serve frem til stillingen 10-6.
Føringen blev forsvaret på bedste vis og under taktfaste klapsalver kunne Tyler Richardson afslutte sættet 15-9 på et servees.
Det varen flok utroligt glade og lettede Brøndbypiger, som efterfølgende kunne modtage medaljer og løfte pokalen med visheden om, at de havde været med til at give publikum den måske bedste og mest spændende pokalfinale.

Kjelstrup årets bedste
Ved den efterfølgende gallafest tilfaldt der yderligere hæder til Brøndbyholdet, da Trine Kjelstrup blev kåret som årets volleyballspiller.
Blandt de tre nominerede var også Brøndbys Eva Bang som kan glæde sig over at hendes gode hævninger har været med til at føre Trine på podiet.

Afslutningen på pokalturneringen er de seneste år henlagt til et Final-4 arrangement i Frederiksberghallen, hvor semifinaler for både damer og herrer spilles på førstedagen og følges op af finaler på anden dagen, som afsluttes med en stor gallafest.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER