Døgnrapporten
Uddrag fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport fra uge 49

To personer tilbageholdt for butikstyveri
GLOSTRUP.
Mandag den 5. december kl. 14.35 blev to personer, på hhv. 21 og 22 år, tilbageholdt for butikstyveri i et varehus på Hermonds Allé i Glostrup, da de forsøgte at forlade butikken med flere forskellige varer, de ikke havde betalt for. Den ene af de tilbageholdte blev ligeledes fundet i besiddelse af en mindre mængde euforiserende stoffer. Begge personer blev anholdt og bragt til Albertslund Politigård.

Redskaber stjålet fra byggeplads
BRØNDBY.
Onsdag den 7. december kl. 10.20 blev det anmeldt at en eller flere ukendte gerningsmænd havde stjålet forskelligt entreprenørredskaber fra en byggeplads på Elmehøj i Brøndby.

Ung mand kørte påvirket
VALLENSBÆK.
Onsdag den 7. december kl. 10.47 anmeldte en borger, at han havde set en mand sidde og ryge en joint i en bil og efterfølgende køre fra stedet. Politiet standsede bilen kort tid efter på Holbækmotorvejen nær Vallensbæk, hvor føreren, en 21-årig mand, blev sigtet for at køre påvirket af euforiserende stoffer.

Dame udsat for tricktyveri
BRØNDBY.
Onsdag den 7. december kl. 12 blev en ældre dame udsat for tricktyveri ved Brøndby Strand Centrum. Damen blev råbt an af en kvinde, der bad om hjælp til at finde et hospital. Mens damen forklarede hende vejen, gav kvinden hende et guldarmbånd om hånden. Damen opdagede dagen efter, at hun ikke længere havde sit eget guldarmbånd på.

Villaindbrud
BRØNDBY.
Onsdag den 7. december mellem kl. 07.45-21.10 brød en ukendt gerningsmand ind i en villa på Kærlunden i Brøndby. Gerningsmanden fik adgang ved at bryde et af husets vinduer op, hvorefter vedkommende bl.a. stjal smykker.

Indbrud på ungdomsskole
VALLENSBÆK.
Torsdag den 8. december kl. 06.00 brød en eller flere ukendte gerningsmænd ind på en ungdomsskole på Lundbækvej i Vallensbæk, hvorfra de stjal et større antal mountainbikes.

Mand sigtet for kørsel i frakendelsestiden
BRØNDBY.
Torsdag den 8. december kl. 16.29 blev en 30-årig mand sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev bragt til standsning i en personbil på Krogshøjvej i Gladsaxe.

Containerbrand
BRØNDBY.
Fredag den 9. december kl. 00.32 blev det anmeldt, at der var brand i en container på Kærdammen i Brøndby. Brandvæsnet havde slukket branden, da politiet ankom. Årsagen til branden undersøges fortsat.

Ung mand kørte uden førerret
BRØNDBY.
Lørdag den 10. december kl. 20.55 bragt en politipatrulje et køretøj til standsning på Park Allé i Brøndby, da bilen kørte med høj fart. Ved standsningen forsøgte føreren af bilen, en 22-årig mand, at gemme sig i bilens varerum. Manden blev efterfølgende sigtet for kørsel uden førerret, da han endnu ikke har taget kørekort.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top