Elever hørte barsk livshistorie
Henry-Jeppesen.jpg
Henry Jeppesen fortalte sin livshistorie, der blandt andet indeholder vold i hjemmet, kriminalitet og misbrug. Foto: Lars Jonasson
GLOSTRUP. Eleverne på Ungdomscenteret i Glostrup, UCiG, arbejder med begrebet livshistorie og havde i den forbindelse besøg af en tidligere kriminel

Projekt Livshistorie er en indsats i SSP – det kriminalpræventive samarbejde mellem Skoler, Socialforvaltning og Politi – og tager udgangspunkt i en fortælling. I dette tilfælde er det Henry Jeppesen, der i slutningen af november besøgte Ungdomscenteret i Glostrup, hvor han fortalte om sit liv, et liv præget af vold i hjemmet, kriminalitet og misbrug.
Henry Jeppesen, med kaldenavnet Mønne, fortalte hudløst ærligt om sit liv, med op- og nedture, desværre flest af de sidstnævnte.
– Formålet med indsatsen er, at de unge får en direkte relation til fortælleren, hvorved de får mulighed for at sætte deres egen livsfortælling i perspektiv, siger Lars Jonasson, kriminalpræventiv koordinator i Glostrup Kommune, og fortsætter:
– Det, at opleve et andet menneske fortælle om sit liv, er noget ganske andet, end at læse om det i en bog. Her er der mulighed for at stille spørgsmål og få forklaret de tanker og følelser, der ligger bag.
Efter fortællingen arbejdede eleverne på UCiG med deres egen livshistorie og beskrev den i en præsentation på video.
I gamle dage skrev eleverne stile om en opgave, men UCiG anvender i høj grad de nye teknologier og metoder, så eleverne kommer til at bruge deres smartphones til opgaveløsningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top