Elver lærte fra sig om IT
Hackathon-291116-fotos-af-Kim-Matthai-Leland-27.jpg
Tobias Winsten er lærer på Egholmskolen. Han mener, hackaton giver elverne en god oplevelse. Foto: Kim Matthäi Leland
VALLENSBÆK. I sidste uge havde Vallensbæk Kommune og to lokale virksomheder inviteret 9. klasserne til at tænke i smarte, digitale løsninger på affaldsudfordringer

De seks elever sidder rundt om bordet i Capgemini Sogetis kontorlokaler i Delta Park.
Foran dem ligger nogle papirer, der beskriver et problem med øget affald i Køge Bugt. Tre af eleverne har tegnet en cirkel på et stykke hvidt papir og skrevet affald midt i cirklen, hvorefter de har forbundet cirklen med andre cirkler.
Det er tirsdag morgen lidt over 8. Årets udgave af Hackaton, en undervisningsdag, hvor de lokale virksomheder Vestforbrænding, Capgemini Sogeti og Ricoh sammen med Vallensbæk Kommune, har inviteret kommunens 9. klasser til at forholde sig til et samfundsmæssigt problem og tænke IT ind i løsningen af det, er netop skudt i gang.
Nu skal der ideer på bordet.
– Det skader økosystemet, siger den ene af eleverne og noterer på sit papir.
– Hvad kan man gøre, siger den ene af bordets tre piger og kigger rundt på de andre.

De unge kan
Det er andet år, hackaton finder sted. Sidste år var det Vallensbæk Kommune og Capgemini Sogeti, der stod for arrangementet.
Men selvom konceptet er ændret en smule, og antallet af deltagende virksomheder er udvidet, er firmaet, der verden over lever af at sælge IT-konsulentydelser, og som har sit danske hovedsæde i Vallensbæk, med igen i år.
Naturligvis, siger Holger Bonde, der er direktør i Capgemini Sogeti:
– Der er en klar kobling mellem vores virksomhed, hvor vi lever af at omsætte nogle af de her ideer til IT løsniger, og at der blandt de unge nok er nogle IT nørder, der kan være med til det.
Det er ikke sikkert, at det er de unge fra Vallensbæk, der denne morgen sidder i Capgemini Sogeti kantine, der engang efter endt uddannelse ender med at søge job hos Holger Bonde. Men det generelle fokus på unge er alligevel vigtig for ham:
– Vi mangler folk med IT ressourcer, derfor er vi meget gerne med til at sætte fokus på emnet. Desuden kan de unge komme med nogle løsninger, vi ikke kan.

Også lokal
Capgemini Sogeti har 180.000 ansatte over hele verden, 300 af dem i Danmark.
Selvom firmaet således er en global aktør, er den også lokal, siger Holger Bonde:
– Vi har en god tæt dialog med kommunen, og helt konkret var vi glade for, da vi flyttede hovedkontoret hertil, at vi blev budt velkommen. Det betyder noget.
Og så er dagens hackaton et godt eksempel på, hvad flere aktører kan, når de arbejder sammen:
– Det er jo ingen hemmelighed, at ressourcerne fremover vil være begrænsede, og her kan IT løsninger være et redskab i den kommunale velfærd, og der er Vallensbæk altså villig til at tænke med og også gøre brug af de ideer, som måske kommer frem en dag som i dag.

Fra begge verdner
Tobias Winsten er lærer på Egholmskolen. Han var også med sidste år og er igen i år glad for, at eleverne får dette tilbud:
– Det er fedt, at det kan lade sig gøre i det lokale. Det er nemlig godt for eleverne at komme ud i andre rammer, hvor de får stillet en konkret opgave, som de skal være med til at løse.
Dermed bliver det bedste fra skoleverden kombineret med det bedste fra virksomhedernes verden:
– Vi har naturligvis ikke den konkrete viden som lærere. Men alt det, vi har fortalt om, kan virksomhederne så sætte ord på fra deres arbejde.
Og dermed, mener Tobias Winsten, får eleverne en væsentlig erfaring:
– Elverne finder ud af, at det, de arbejder med i skolen, kan bruges til noget. Det her er virkelig hands on, og det er godt.

Konkrete problemer
En af de andre voksne, der denne tirsdag morgen med spænding kigger eleverne over skulderen, er Bjørn Borup, chef for Center for IT og Digitalisering i Vallensbæk Kommune:
– Vi arbejder naturligvis løbende med vore IT løsniger i kommunen, og her får vi nogle helt konkrete input til, hvad vi kan gøre, og hvad vi måske skal se på.
Sidste års vinder af den konkurrence, der er en del af hackaton, var et forslag om at inddrage droneteknologi i diabetespatienters motion. For de unge bliver bedt om at byde ind med løsninger på virkelige problemer, siger Bjørn Borup:
– Det er reelle udfordringer, de unge skal forholde sig til. På den måde er de en vigtig tænketank.

App mod madspild
Eleverne arbejde hele dagen med spørgsmålet om, hvordan affaldsproblemer bliver løst, herunder spørgsmålet om, hvorvidt man kan gøre noget ved madspild.
Vinderprojektet blev lavet af Deniz, Andreas, Stina og Sara fra 9. b på Egholmskolen.
De foreslog at udvikle en app til smartphones, der kan holde styr på, hvad man har af madvarer i køleskabet, og ikke mindst varernes udløbsdato. Appen minder én om, når noget mad er ved at udløbe og kommer med forslag til opskrifter, der passer til de madvarer, man snart skal bruge. Desuden skal man via appen kunne komme i dialog med andre i nærområdet, så man kan udveksle sine fødevarer, inden de bliver for gamle og skal smides ud.

Det var Vallensbæk Kommune, Capgemini Sogeti, Ricoh og Vestforbræding, der stod for hackaton.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top